197 / 249
Tiggernes by
195
bejde) de havde brug for. Børnene sattes i arbejdsskoler og tiggeri blev totalt
forbudt. Hvert år offentliggjorde Niemann en beretning om fattigvæsenets
tilstand i
Provinzialberichte.
Offentlighed i forvaltningen mentes nemlig at
gavne den gode sag, idet de veldædige givere således kunne se, at deres frivil
lige økonomiske bidrag ikke var ydet forgæves. Ved enhver given lejlighed
opfordrede Niemann desuden til, at andre byer fulgte de gode eksempler fra
Hamburg og Kiel. Og indsatsen bar frugt. Andre byer fulgte opfordringen
og reformerede deres ’’fattiganstalter” - f.eks. Elberfeld i 1793, Halle og, ikke
mindst København, i 1799.136 I 1797 havde den danske regering således for
hørt sig hos fattigvæsenet i Kiel om man kunne fa en rapport om deres nye
indretning til brug ved en nyordning af fattigvæsenet i København.137
Den store fattigvæsensplan, som så dagens lys i København 1799 var i sto
re træk bygget over ordningerne i Hamburg og Kiel: ’’Indretningen i Ham
borg, hvis beliggenhed, klima, folkemængde og Sæder stemme saa nøje over
ens med Kjøbenhavns, er for det meste taget til Følge” fortalte således den
førende danske ’fattigvæsens-patriot’ J. H. Bårens i 1799.138 Men det var
ikke kun eksemplerne fra Hamburg og Kiel, som inspirerede. Man havde
også hentet inspiration helt fra den sydtyske by München. Især hentede man
her opskriften til den berømte, næringsrige
Rumfords suppe,
som var blevet
opfundet af den i München bosatte amerikaner Benjamin Rumford, og som
i de følgende mange år kom til at udgøre hoveddiæten i de nordeuropæiske
fattighuse.139
En, skulle det vise sig, afgørende svaghed ved såvel de hamborgske og
kielske som den københavnske nyordning af fattigvæsenet var, at man fortsat
baserede økonomien på en høj grad af frivillighed og ’’goddædighed” - dvs.
donationer og testamentariske gaver. Ganske vist havde man i København si
den 1708 hentet en del indtægter via bøder, afgifter på markedsgøgl og rang
personers ægteskab mv., men det var kun små dråber i det store hav. Ikke en
gang den i 1764 indførte grundskat til de fattige på ejendommene i Køben
havn var tilstrækkelig. Fattigvæsenet manglede penge for at kunne leve op til
de store ambitioner og gyldne løfter om arbejde og understøttelse til enhver
fattig og trængende.
Men det er en anden historie, som ikke skal forfølges her.
En fælleseuropæisk udvikling
Det mest slående ved studiet af de europæiske byers og staters foranstaltnin
ger mod fattige fra Middelalderen til ca. 1800 er den førte politiks universelle
karakter. Det er de samme træk, som går igen fra land til land, fra by til by,
selvom der selvfølgelig er en vis tidsmæssig forskydning. Det var interna