MiraklernesTid

Tiggernes by

191

af individer skulle behandles. Man opsatte detaljerede regler og bestemmelser

for hele staten, man ordnede og systematiserede - man udøvede ”god po

liti”.123

Grundlæggende fandtes der i kameralismen en holistisk tilgang til sta

ten, som var baseret på forestillingen om

”den velordnede p o litista f.

At staten

altså var styret af målrationelle og logiske principper, og intet overlod til til

fældigheder og vilkårligheder. Kameralismen repræsenterede i sin grundform

et statisk system, som overlod den økonomiske kontrol og planlægning i en

central regerings hænder, og den var med til at opretholde den økonomiske

tænkemåde, der kaldes merkantilismen - altså den stramme statsstyring af

økonomien, uddeling af privilegier og monopolbeskyttelse på alle områder.

Kameralisterne søgte efter eksakt viden - f.eks. i form af statistiske over

sigter over befolkningen o. lign - som kunne skabe økonomisk fremgang.124

På fattigvæsensområdet nægtede kameralisterne f.eks. at adskille fattigdom

fra de større, økonomiske samfundsspørgsmål. Det var dermed kameralister

ne, der gødede jorden for Oplysningstidens reformivrige patrioter ved at ska

be grundlaget for den opfattelse, at fattigdom i virkeligheden var samfunds

skabt og økonomisk betinget.125

Ved at definere fattigdom som ’’økonomisk ineffektivitet” anerkendte ka

meralisterne, at det var utidssvarende at betragte fattigdom som en velfortjent

straf for et ugudeligt levned eller som et resultat af personlige moralske brist.

Fattigdommens årsager lå i stedet i økonomiske konjunkturer, og befandt sig

dermed uden for det enkelte individs kontrol. De lavere sociale lag var ikke

i stand til at beherske og bekæmpe deres egen tilværelse uden assistance fra

staten. Følgelig var det statens pligt at skride ind - f.eks. ved oprettelsen af

arbejdshuse.126

Det 18. århundredes kameralister og deres arvtagere, Oplysningstidens

reformivrige patrioter, betragtede den fattigdom, som herskede overalt i de

europæiske samfund, som et barometer på de forskellige landes grad af øko

nomisk udvikling eller tilbageståenhed. De europæiske stater var generelt for

dårlige til at udnytte deres menneskelige potentiale og ressourcer, og det af

fødte massiv fattigdom og strukturel arbejdsløshed. Før disse mangler var ud

bedret, ville staterne aldrig komme over det blotte subsistensminimum. Den

onde cirkel skulle brydes, og midlet hertil bestod blandt andet i oprettelsen

af manufakturer, der kunne trække på lige præcis den reserve af arbejdskraft,

som aldrig var blevet ordentligt udnyttet: de fattige. Kombinationen af ma

nufakturer og offentlige arbejdshuse betragtedes som den probate medicin,

der ville kunne kurere statens syge økonomi.127 Kameralisterne trak dermed

fattigforsørgelsen væk fra det private initiativ og den religiøse barmhjertig

hedsgerning, og ophøjede fattigdomsspørgsmålet til en sag af væsentlig in-