189 / 249
Tiggernes by
187
kendes ved ham. I et andet tilfælde blev en 16-årig dreng, som kun vidste,
at han var født i Fürth, ført fra by til by i årevis. Hans ulykke var, at der var
flere byer med dette navn, og han vidste ikke i hvilken af dem han var født.
Han blev derfor ført fra Fürth til Fürth uden at nogen ville tage imod ham,
og til sidst endte han i tugthuset i Schwabach, hvor der var en ledig plads.
Den utilsigtede konsekvens af hjemstedsprincippet og tvangstransporterne
blev, at man fastholdt en stor gruppe mennesker i armod og usselhed, da
man hindrede dem i at nedsætte sig og finde et udkomme. Introduktionen
a f’Hjemstedsprincippet’ løste således ikke armods- og tiggerproblemet, men
opretholdt det eller producerede ligefrem flere fattige.115
I England slap man heller ikke alt for heldigt afsted med hjemstedsprin
cippet. Her introducerede man i 1662 den såkaldte
Act o f settlement,
som
skulle fa store, utilsigtede konsekvenser. Lige siden det 14. århundrede var
gamle og uarbejdsdygtige tiggere med magt blevet sendt tilbage til deres føde
sted og efter den elizabethanske fattiglov fra 1601 blev enhver, der søgte om
almisse i et andet sogn end fødesognet, returneret hertil. Var dette ukendt, så
til det sogn, den fattige sidst havde opholdt sig i i mindst et år. I 1662 blev
loven ændret for at give tilflyttere mulighed for
settlement
og ret til fattighjælp
og sikring mod at blive sendt væk. For at opnå denne ret skulle man have op
holdt sig i mindst 40 dage på det nye bosted uden at nogen havde modsat sig
det. I løbet af 40-dagesperioden kunne tilflytteren, hvis der blev klaget til den
lokale gejstlighed, imidlertid blive beordret tilbage til sit seneste opholdssted
med mindre han kunne bevise - ved at leje en ejendom til mindst 10 pund
om året —at der ikke var nogen fare for, at han ville falde det lokale fattigvæ
sen til byrde.
Da den gennemsnitlige arbejders bolig kun kostede omkring 50 shillings
om året eller mindre, var det ikke småpenge, man således forventede, at den
nytilkomne skulle kunne punge op med. Faktisk kunne stort set alle - uanset
hvor arbejdsomme og lovlydige de var - uden videre sendes tilbage til deres
seneste opholdssted. Det var selvfølgelig slemt nok i sig selv, men det skulle
blive endnu værre, da det i 1686 yderligere bestemtes, at de 40 dage først
trådte i kraft, når anmeldelsen af flytningen var blevet foretaget til den lokale
gejstlighed, og i 1692 strammedes skruen yderligere, da det bestemtes, at de
40 dage først trådte i kraft, når det i den lokale kirke var blevet annonceret,
at der var kommet en tilflytter til byen. Tilflytteren stod således i det kedelige
dilemma, enten at skulle anmelde sin flytning og risikere øjeblikkelig tilbage
sendelse eller tie stille og risikere, at han i mange år fremover kunne risikere
at blive ’afsløret’ og sendt ’hjem’.116
Der var dog måder at undgå hjemsendelse på. I 1692 gjordes det således
muligt at opnå ret til
settlement
på særlige vilkår, f.eks. ved at betale faste rater