188 / 249
186
Peter Henningsen
Alle, der ville ind og ud af Haderslev, blev grundigt kontrolleret og ved
nattetid satte man ind med husundersøgelser. Under militær eskorte under
søgte Magistratens folk hvert enkelt hus, og alle mistænkelige personer førtes
til rådhuset. Resultatet var imidlertid pauvert: Kun fem tiggere lykkedes det
at fange. I Tønder var resultatet lige så usselt. Men her var man dog ikke gået
så grundigt til værks som i Haderslev. Tiggerjagterne blev gentaget i 1775,
1790, 1794 og 1799, men hver gang med skuffende resultat. De pågrebne
tiggere blev sendt tilbage til deres hjemsted eller til tugthuset i Gliickstadt.113
Omfattende tiggerjagter kendes også fra Schweiz, Østrig og det sydlige Tysk
land, hvor man siden 1600-tallet med regelmæssige mellemrum havde jagtet
114
tiggere.
At sende tiggerne hjem var imidlertid nemmere sagt end gjort. For hvor
var deres hjem? Hvis de havde levet som omstrejfere i årevis var de i princip
pet hjemløse. Dette klaredes dog de fleste steder ved, at man definerede
hjem,
som det sted, hvor de sidst havde haft fast ophold i et vist stykke tid. For flere
tiggeres vedkommende betød det, at de måske sendtes tilbage til deres føde
sted, selvom de ikke havde boet der i årevis. Det pågældende hjemsted var
naturligvis heller ikke videre begejstret for pludseligt at få påduttet en forsør
gerpligt til en tigger, som tilfældgivis var født det pågældende sted, men som
ikke kunne regnes som bosiddende dér. Kunne det lade sig gøre, forsøgte de
lokale myndigheder derfor at snakke sig fra forsørgerpligten og nægte, at tig
geren hørte hjemme på stedet. Oven i købet vidste tiggerne ikke altid, hvor
de faktisk hørte til, så det siger sig selv, at hjemsendelsesordningerne let kun
ne føre til, at tiggere sendtes fra sted til sted, uden at nogen ville tage imod
dem.
Sit mest groteske udtryk fik tiggerjagterne og hjemsendelserne i Østrig og
Schweiz med 1700-tallets berygtede
Bettlerschiiben
og
Bettlerfuhren.
Der var
tale om organiserede tvangstransporter, hvor myndighederne opsamlede alle
udenbys tiggere, som i samlet flok blev ført fra sted til sted og afleveret, hvor
de formodedes at høre til. Man transporterede således tiggerne fra by til by,
men da flere byer afviste at tage imod de uønskede gæster, endte det ofte med,
at tiggerne måtte forblive i tvangstransporten og vandre videre med uforrettet
sag. I Østrig fandtes der ved Linz en opsamlingslejr for de indfangne strejfere.
To gange årligt udgik der her fra en militært eskorteret tvangstransport på op
til flere hundrede personer. Menneskeskarerne blev først ført til Bayern og
derpå fra territorium til territorium, hvor de afsattes på deres hjemsteder.
Afog til kom det til groteske scener, når de formodede hjemsteder næg
tede at tage imod de deporterede: En mand var således ude for at tilbringe
ikke mindre end 10 år i opsamlingslejren i Linz. Han deltog hvert år i de to
Bettlerschiiben,
men opnåede aldrig at blive afsat til sit fødested, da ingen ville