187 / 249
Tiggernes by
185
og smed med sten. I nogle tilfælde blev tiggerne endda taget i forsvar af præ
ster og adelsfolk. Jævne folk var nok klar over, at det en dag kunne risikere at
være dem selv, det gik ud over. Truslen om fremtidig indespærring hang over
de fleste fra de nederste sociale lag.110
De almindelige hospitaler vedblev at eksistere det 18. århundrede igen
nem, selvom socialpolitikken undergik en betydelig forandring. Kombinatio
nen af undertrykkelse og velgørenhed, som blev praktiseret af hospitalerne i
det 17. århundrede, uden at man iøvrigt skelnede her imellem, blev i det 18.
århundredes sidste halvdel genstand for udbredt kritik. Flere og flere ledende
personligheder i den offentlige debat ønskede humanitære reformer inden for
fattigforsorgen, og især ønskede man, at der i højere grad end hidtil blev skel
net mellem professionelle løsgængere, der burde indespærres som hidtil, og
så de almindelige bofaste fattige, der skulle hjælpes eller sættes i arbejde. De
almindelige (værdige) fattige skyldte man at lære et ærligt håndværk, mens
tvangsarbejde i hospitalerne burde anses som en straffeforanstaltning for for
brydere. Det almindelige hospital i Paris blev beskyldt for at være intet min
dre end en interneringsantalt for tiggere - et
depot de mendicité
71
Indespærringspolitikken havde imidlertid også en afledt og dyb effekt på
den industrielle udvikling i det moderne Europa. Sammensmeltningen af
velgørende institutioner og repressive foranstaltninger medvirkede til, at det
tidlig moderne Europas jævne befolkning blev introduceret til den nye indu
strielle arbejdsmåde i form af fabriksarbejde med faste arbejdstider, uperson
lig ledelse, arbejdsdisciplin, strenge regler og arbejdsakkorder, der skulle over
holdes. Det var et arbejdsliv, der lå fjernt fra det almindelige laugsbaserede
arbejde, hvor mestre, svende og lærlinge indgik i et traditionelt paternalistisk
forhold, og boede og arbejdede under samme tag.112
Tiggerjagt
Hospitalisering og indespærring af de fattige i tugthuse o. lign. var en dyr for
nøjelse, og det er intet under, at byernes myndigheder gjorde store anstren
gelser for at skille indenbys tiggere fra udenbys. De indenbys havde man pligt
til at forsørge eller sætte i arbejde, mens de udenbys hurtigst muligt skulle
lokaliseres og sendes tilbage, hvor de kom fra. ’Lokaliseringen’ af udenbys fat
tige foregik flere steder ved at patruljer sendtes ud for at gennemsøge byen og
arrestere alle mistænkelige personer. I hertugdømmerne Slesvig og Holsten
afholdtes f.eks. deciderede tiggerjagter. Den første løb af stablen i november
1764.1Haderslev allierede Magistraten sig med militæret, der satte byen un
der en 24 timers bevogtning.