MiraklernesTid

Tiggernes by

189

1700-tallet havde været betragtet som en barmhjertighedsgerning - almisse

- var fattighjælpen små 75-100 år senere blevet til en væsentlig del af samfun

dets politiske kamp mod fattigdom. De europæiske fattigvæseners uddelings

politik havde, som vi har set, i høj grad bestået i en blanding af uddeling af

nådsensbrød og iværksættelse af strafifeforanstaltninger. Arbejdsføre folk skul

le skræmmes fra at falde samfundet til byrde, ligesom de besiddende skulle

beskyttes mod tiggere, løsgængere og forbrydere. Midlet hertil havde bestået

i systematisk indespærring af de fattige i tugthuse, hospitaler og arbejdshuse.

Ved århundredets slutning så man imidlertid ikke længere således på fat

tigvæsenets funktion. Nu var fattighjælpen ikke blot et politisk redskab til

at skabe fremgang, men også en samfundsmæssig pligt, som de besiddende

havde til at understøtte de fattige, der ikke selv var skyld i deres trang. De usle

og syge skulle hjælpes, mens alle arbejdsføre fattige skulle sættes i arbejde. Og

kunne de fattige ikke selv skaffe arbejde på almindelig vis, måtte det offent

lige træde til som "arbejdsformidling”. Arbejdet var en pligt. Som den tyske

kameralist Johan Gotlob von Justi formulerede det i 1755: ”Es sei die Pflicht

aller Menschen, dem Staate durch Fleiss und Arbeit nützlich zu werden; nie

mand dürfe ein unnützes Mitglied des gemeinen Wesens sein“.120 Af dette

samfundssyn kom det følgelig, at Fattigvæsenerne overalt i Vesteuropa i løbet

af 1700-tallet oprettede arbejdshuse, hvor de arbejdsløse fattige kunne an

bringes. Arbejdet repræsenterede Oplysningstidens universalløsning på snart

sagt alle samfundsproblemer. Ikke alene var arbejdet gavnligt for staten, men

det adlede også den enkelte, vænnede de fattige fra et liv i lediggang og ør-

kesløshed, og gav dem smag på at bestille noget. Kun ved at alle var i arbejde,

kunne man hindre fattigdom og elendighed, og sådan er det i princippet sta

dig.

Forestillingen om arbejdets lyksalighed og forsøgene på at regulere og ord

ne - især de fattiges - adfærd i stort og småt var en del af det, man i samtiden

forstod ved at holde ”god politi” - dvs. i betydningen ”god orden”. Med ”god

politi” mentes, at staten stedse stræbte efter at forbedre alle institutioner og

forhold i samfundet til det bedst mulige. Den velordnede politistat repræ

senterede samfundets bevidste ønske om at maksimere alle sine ressourcer og

udnytte det iboende potentiale til skabelsen af en stærk og ’’lykkelig” stat.1“1

God politi var, med den danske kameralist Andreas Schyttes ord: ’’Statens

Fiv; den tænker på alt, danner det hele, forskaffer Borgerne det fornødne, af

vender Selskabet det Onde, det har at befrygte”.122

Man stræbte, såvel i 1700-tallets tidlige kameralisme som i Oplysningsti

dens jagt på lyksaligheden, efter at klassificere, sortere og indplacere indbyg

gerne i forskellige kasser og kategorier, der skulle muliggøre en nøje planlæg

ning af, hvorledes problemerne skulle løses, og hvorledes de forskellige typer