190 / 249
188
Peter Henningsen
til det lokale fattigvæsen, ved at betjene et lokalt embede eller ved at indgå
lærekontrakt med en mester. Man kunne også opnå ret til
settlement
, hvis
man fik tjeneste og blev hos den samme arbejdsgiver i mindst et år. Af samme
grund blev nytilkommerne sjældent ansat for mere end 364 dage ad gangen!
Kvinder kunne opnå
settlement
d indgåelse af ægteskab med en lokal. Æg
tefødte børn fulgte deres mødre, mens uægte børn fulgte fødestedskriteriet.
Det siger næsten sig selv, at disse fortænkte regler bar kimen til talrige kon
flikter, retssager og forviklinger om, hvem der hørte til hvor.117
God politi
I Oplysningstiden opstod et nyt syn på fattigforsorg og fattigdomsbekæm
pelse. De fleste autoritative socialpolitiske skribenter og embedsmænd (ofte
de samme personer) havde langt om længe indset, at det ikke virkede blot at
skræmme de fattige fra lediggang og tiggeri ved at indsætte dem i arbejdshu-
se. Antallet af fattige voksede desuden alarmerende i takt med, at de vesteuro
pæiske samfund forlod den ældre, traditionalistiske, laugsbaserede produkti
onsmåde til fordel for en ny og mere liberal erhvervsstruktur. Det var netop
som et resultat af denne overgang fra én produktionsmåde til en anden, og
med det opbrud i de sociale normer, som deraf fulgte, at fattigdommen tog til
i styrke. De traditionelle ’’forsikringsmekanismer” var sat ud af kraft, og nye
var endnu ikke sat i stedet.118
Oplysningstiden og dens kameralistiske/patriotiske forestillinger om al
menvellet og alle individers ret og pligt til at deltage i opbygningen af na
tionens fælles vel førte til en stærk interesse for pædagogik, opdragelse af al
muen til samfundsind og tagen fast hånd om de svage. På den ene side var
det samfundselitens mål at fremme statens økonomiske og sociale vel, og på
den anden side ønskede man at vejlede og kontrollere den enkelte borger for
at fremme
almenvellet.
Grundstenen i den kameralistiske tænkning var op
fattelsen af ’’folket”, ’’almuen” eller ’’pøblen” som i bund og grund dumme
og dovne mennesker, der ikke vidste deres eget vel. Som historikeren Ingrid
Markussen har sagt, opfattedes den jævne mand ”som et barn, der ville ende
i selvdestruktiv ulykke, hvis det forblev uden vejledning og kontrol. Dette
menneskesyn, der hvilede på en pietistisk tænkning, var et ideologisk funda
ment i kameralismen.”.119
Tiden havde imidlertid gjort det mere end tydeligt, at fattigdom og ar
mod ikke kun var selvforskyldt —et resultat af dovenskab og selvvalgt le
diggang - men var bestemt af de økonomiske konjunkturer og af de store
samfundsforandringer, der havde fundet sted i det 18. århundrede. Tvang
og kontrol rakte ikke. Der skulle mere til. Hvor fattighjælp i begyndelsen af