184 / 249
182
Peter Henningsen
ne var til trods herfor ikke udelukkende en protestantisk opfindelse, ligesom
de heller ikke var begrænset til protestantiske områder. I Rom havde paven
allerede i 1500-tallet ved et par lejligheder forsøgt at oprette tugthuse, der
kunne rense byens gader for de tusindvis af tiggere, som strømmede til den
hellige by, og tvangsarbejde og indespærring spillede i det hele taget en stor
rolle inden for katolsk socialhjælp i 15- og 1600-tallet. Der synes imidlertid
at have været en tendens til, at tugthuse og tvangsarbejdsanstalter primært
blev indrettet i økonomisk veludviklede områder, deraf bevægelsens tilsyne
ladende sammenhæng med protestantismen, som jo særligt havde vundet
terræn i de kapitalstærke nordeuropæiske stater. Protestanternes arbejdsetik
gik fint i spænd med de krav, som de nye, fremspirende industrialiserede sam
fund krævede.103
Forskellen mellem ældre tiders barmhjertige fromhed og 1600-tallets
benhårde arbejdsetik kan kort beskrives ved hjælp af et par sigende eksem
pler: Da rådmanden Percival Cornforth fra York i 1571 gjorde testamente,
bestemte han, at 1000 brød skulle uddeles til de fattige, den dag han blev
begravet. Da rådmand Agar sammesteds gjorde testamente hen ved 60 år
senere, donerede han i stedet penge til byens råd med anmodning om, at de
fattige blev sat i arbejde.104
Almindelige hospitaler
At der måske ikke var den store forskel på, om man kaldte institutionerne for
tugthuse eller hospitaler, kan de franske hospitaler i det 17. og 18. århund
rede tjene som eksempel på. Grundlæggende for både hospitaler og tugthuse
var forestillingen om en social orden, hvor politimæssige foranstaltninger og
kristne principper gik hånd i hånd. Når menneskene ikke selv kunne finde
ud af, hvad der tjente dem og samfundet bedst, måtte deres ’’sociale lykke”
skabes via tvangsforanstaltninger. løvrigt ikke noget ukendt fænomen i histo
rien. I Frankrig opstod tanken om at kombinere indespærring med tvangs
arbejde fra et mix af praktiske erfaringer og teoretiske spekulationer med rod
i 1500-tallet.
Da Barthélemy de Laffémas i begyndelsen af 1600-tallet blev kongelig
økonom ved det franske hof, igangsatte han en energisk politik, der helt skul
le udrydde betlernes og løsgængernes eksistens. Denne politik involverede
oprettelsen af to ’’offentlige landsbyer”, en for mænd og en for kvinder, hvor
de fattige skulle placeres og sættes i arbejde, om nødvendigt med tvang. Det
var dog først med skabelsen af de ’’almindelige hospitaler” i 1650’erne og
frem, at tiggernes isolation fra det øvrige samfund for alvor blev sat i værk.