Previous Page  179 / 249 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 179 / 249 Next Page
Page Background

Tiggernes by

177

ikke havde brug for deres arbejdskraft længere.

I første omgang lod man sig de fleste steder nøje med at oprette såkaldt

’’almindelige” - dvs. i betydningen generelle - hospitaler, altså anstalter hvor

alle fattige almissemodtagere så vidt muligt blev samlet på ét sted, men hvor

de ikke nødvendigvis blev sat i arbejde. Med inspiration fra Frankrig oprette­

de en række tyske byer sådanne hospitaler: I slutningen af 1500-tallet opret­

tedes der hospitaler i Bremen, Lübeck, Hamburg og Danzig, mens byer som

Nürnberg, Frankfurt am Main, Königsberg, Breslau, Leipzig, Magdeburg,

Berlin og Wien fik store hospitaler i 1670’erne. Det samme skete i stor stil i

Frankrig og Italien, hvor der oprettedes både hospitaler og waisenhuse,72dvs.

børnehjem for forældreløse børn.73Til sammenligning fik København først

sit ’’almindelige Hospital” i 1769, mens man allerede i 1727 havde fået et

waisenhus, i 1750 en hittebørnsstiftelse og i 1753 et opfostringshus for fat­

tige, men talentfulde, drenge.74

I modsætning hertil vandt almindelige hospitaler ikke frem i samme grad

i lande som Spanien og England. Til gengæld var England det første land,

som satte arbejdsføre tiggere til tvangsarbejde i en række nyoprettede arbejds-

huse.7^Oprindeligt havde de engelske initiativer på fattigforsørgelsesområdet

taget udgangspunkt i det fælleseuropæiske tankegods, som repræsenteredes

af Erasmus af Rotterdams og Juan Luis Vivés humanistiske skrifter, og man

havde ligesom så mange andre steder prøvet at centralisere almisseuddelingen

via oprettelse af store ’’almindelige” hospitaler. I årene mellem 1544 og 1557

etablerede myndighederne i London således et sammenhængende netværk af

specialiserede hospitaler i byen: St. Bartholomew og St. Thomas for de syge

og invalide, Christ’s Hospital for hittebørn og Bridewell for arbejdsføre løs­

gængere.76Det kendteste af disse hospitaler er Bridewell i London, som reelt

var en tvangsarbejdsanstalt og som siden kom til at lægge navn til en lang

række engelske anstalter af lignende art.

I 1552 nedsatte kongen og Londons biskop en kommission, som skulle

komme med forslag til, hvad man kunne gøre ved de arbejdsføre tiggere. Re­

sultatet blev, at alle slags arbejdsky lediggængere skulle spærres inde i tugthu­

se, hvor de skulle holdes under strengt opsyn og sættes til hårdt arbejde. Man

forestillede sig, at opsynet og arbejdet ville kurere lediggængerne for deres

medfødte dovenskab og onde tilbøjeligheder. Et tvangsarbejdshus oprettedes

derpå i Henrik 8.s. tidligere palads Bridewell. Navnet Bridewell blev siden

så tæt associeret med ideen om arbejdshuse, at det i England blev synonymt

hermed. Inden for en kortere årrække oprettedes ikke mindre end 200 Bri-

dewells’ over hele England.

Bridewell-fængslet i London blev drevet som et velbevogtet og strengt

overvåget arbejdshus. Da arbejdskraften bestod af tvangsarbejdere kunne in