![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0179.jpg)
Tiggernes by
177
ikke havde brug for deres arbejdskraft længere.
I første omgang lod man sig de fleste steder nøje med at oprette såkaldt
’’almindelige” - dvs. i betydningen generelle - hospitaler, altså anstalter hvor
alle fattige almissemodtagere så vidt muligt blev samlet på ét sted, men hvor
de ikke nødvendigvis blev sat i arbejde. Med inspiration fra Frankrig oprette
de en række tyske byer sådanne hospitaler: I slutningen af 1500-tallet opret
tedes der hospitaler i Bremen, Lübeck, Hamburg og Danzig, mens byer som
Nürnberg, Frankfurt am Main, Königsberg, Breslau, Leipzig, Magdeburg,
Berlin og Wien fik store hospitaler i 1670’erne. Det samme skete i stor stil i
Frankrig og Italien, hvor der oprettedes både hospitaler og waisenhuse,72dvs.
børnehjem for forældreløse børn.73Til sammenligning fik København først
sit ’’almindelige Hospital” i 1769, mens man allerede i 1727 havde fået et
waisenhus, i 1750 en hittebørnsstiftelse og i 1753 et opfostringshus for fat
tige, men talentfulde, drenge.74
I modsætning hertil vandt almindelige hospitaler ikke frem i samme grad
i lande som Spanien og England. Til gengæld var England det første land,
som satte arbejdsføre tiggere til tvangsarbejde i en række nyoprettede arbejds-
huse.7^Oprindeligt havde de engelske initiativer på fattigforsørgelsesområdet
taget udgangspunkt i det fælleseuropæiske tankegods, som repræsenteredes
af Erasmus af Rotterdams og Juan Luis Vivés humanistiske skrifter, og man
havde ligesom så mange andre steder prøvet at centralisere almisseuddelingen
via oprettelse af store ’’almindelige” hospitaler. I årene mellem 1544 og 1557
etablerede myndighederne i London således et sammenhængende netværk af
specialiserede hospitaler i byen: St. Bartholomew og St. Thomas for de syge
og invalide, Christ’s Hospital for hittebørn og Bridewell for arbejdsføre løs
gængere.76Det kendteste af disse hospitaler er Bridewell i London, som reelt
var en tvangsarbejdsanstalt og som siden kom til at lægge navn til en lang
række engelske anstalter af lignende art.
I 1552 nedsatte kongen og Londons biskop en kommission, som skulle
komme med forslag til, hvad man kunne gøre ved de arbejdsføre tiggere. Re
sultatet blev, at alle slags arbejdsky lediggængere skulle spærres inde i tugthu
se, hvor de skulle holdes under strengt opsyn og sættes til hårdt arbejde. Man
forestillede sig, at opsynet og arbejdet ville kurere lediggængerne for deres
medfødte dovenskab og onde tilbøjeligheder. Et tvangsarbejdshus oprettedes
derpå i Henrik 8.s. tidligere palads Bridewell. Navnet Bridewell blev siden
så tæt associeret med ideen om arbejdshuse, at det i England blev synonymt
hermed. Inden for en kortere årrække oprettedes ikke mindre end 200 Bri-
dewells’ over hele England.
Bridewell-fængslet i London blev drevet som et velbevogtet og strengt
overvåget arbejdshus. Da arbejdskraften bestod af tvangsarbejdere kunne in