180 / 249
178
Peter Henningsen
stitutionen kun fungere, hvis arbejderne blev holdt under streng fængsels
disciplin. Med tiden endte Bridewell imidlertid som så mange andre af den
slags anstalter, nemlig som et decideret fængsel for kriminelle.77 Det samme
skete i Danmark, hvor Tugt- og Børnehuset på Christianshavn, afløseren for
Christian 4.s. tugthus, der var blevet nedlagt i 1649-50, i sidste halvdel af
1700-tallet var blevet til et egentligt fængsel (som ganske vist også husede tig
gere).78 Som N. D. Riegels påpegede i 1787, så var betegnelsen Børnehuset
med tiden blevet absurd. For Børnehuset var ikke længere en opdragelsesan
stalt.79
Størst indflydelse som tvangsarbejdsanstalt for fattige fik de såkaldte
work-
houses
, som fra tiden omkring 1700 skød frem i de engelske provinsbyer. Den
første engelske by, som tog initiativ til et arbejdshus for fattige, var Bristol,
hvor byens forskellige sogne slog sig sammen om at oprette et fælles arbejds
hus. Man undersøgte, hvor mange fattige, der opholdt sig i byen, og tilbød
dem bolig og arbejde i arbejdshuset. Forældreløse piger blev taget ind og un
dervist i at spinde og man gav dem god mad og en varm seng. Arbejdshusene
blev så stor en succes, at regeringen i 1722 udstedte en lov
( The Workhouse
TestAct),80
som autoriserede ethvert sogn til at oprette arbejdshuse. 20 år se
nere fandtes der mellem 100 og 200 arbejdshuse i England.81
De lokale myndigheder kunne selv bestemme, om man ville nægte un
derstøttelse til fattige, som ikke ville lade sig ’’indlægge” i arbejdshusene, og
The Workhouse TestAct
ændrede ikke herpå, selv om man på den anden side
heller ikke direkte foreskrev det.82Senere igen forenede de mindre landsogne,
som ikke selv havde råd til at oprette arbejdshuse, sig om at lave større fælles
arbejdshuse —de såkaldte
Unionhouses
— for at kunne fa gavn af stordriftsfor
delene.83Arbejdshusene mødte imidlertid en stigende kritik i offentligheden.
Man fandt, at de i virkeligheden var rene ’’forbryderakademier”, hvor alskens
utugt og uskik gik i svang, og flere og flere talte for, at det ville være bedre om
man kunne forsørge de fattige i deres eget hjem.84 En lignende kritik rejstes
herhjemme mod Børnehuset af N. D. Riegels.85
I 1760’erne lancerede parlamentsmedlemmet Thomas Gilbert stik imod
denne trend en række adresser til parlamentet, hvor han argumentede for,
at alle almissemodtagere burde indsættes i arbejdshuse. Adressen stødte på
modstand, dels af de ovenfor nævnte grunde og dels fordi flere hævdede, at
det ville være for bekosteligt, hvis samtlige almissemodtagere skulle indsæt
tes i arbejdshuse. Gilbert ændrede derfor forslaget derhen, at man kun skulle
indlægge de syge og svagelige (indoor relief), hvorimod fattigvæsenet skulle
finde beskæftigelse til de arbejdsføre almissemodtagere udenfor huset (out-
door relief). Og hændte det sig, at de arbejdsføre ikke tjente tilstrækkeligt ved
deres arbejde, kunne fattigvæsenet yde dem et løntilskud, der sikrede deres