176 / 249
174
Peter Henningsen
ikke adlød, og snart blev der, før de blev jaget ud, delt gratis brød ud til dem,
så de havde noget at stå imod med på rejsen. Det sidste skete som regel i tider
med hungersnød. I april 1539 beordrede myndighederne i den spanske by
Zamora f.eks. alle fremmede tiggere til at samles på St. Julian-broen mellem
kl. 7 og 10 om morgenen, hvor de ville modtage brød og penge. Derpå skulle
de forlade byen. I Strasbourg blev raske og arbejdsføre tiggere i 1523 ligeledes
deporteret med fyldt mave og penge på lommen.60
Et alternativ til at jage tiggerne på porten, var at sætte dem til tvangsarbej
de. Det var en fremgangsmåde, som vandt frem overalt i Vesteuropa i 1500-
tallet. I Paris lagde man uforbederlige omstrejfere i jern og lod dem under
skarp bevogtning arbejde på byens fæstningsværker. Det samme gjorde man
i Rouen i 1586. I Grenoble satte man i 1545 indfangne tiggere til vejarbejde
og fabriksarbejde, mens de fattige i Aix-en-Provence i 1564 blev sat til at feje
gader og rense kloakker. I den italienske by Perugia satte man i 1591 over
3000 af byens fattige til tvangsarbejde på fæstningsværkerne.61
I slutningen af 1500-tallet og gennem hele 1600-tallet skete der over hele
Vesteuropa en ændring i opfattelsen af ikke bare tiggere og omstrejfere, men
også af fattige som helhed. Mange byer oprettede verdslige fattigvæsensdirek
tioner, som havde til formål at registrere de fattige, uddele tiggertegn til de
værdige, og lade udenbys tiggere og omstrejfere indfange og sætte til forskel
lige former for tvangsarbejde. I København skete det i 1539 ved den store kir-
keordinans, hvor det pålagdes kirken og Magistraten i fællesskab at udnævne
diakoner (fattigforstandere) til at føre tilsyn med de indsamlede midler og
sørge for, at almissen kom i rette hænder,62mens de uværdige skulle sættes til
tvangsarbejde på Flådens værft Bremerholm, hvor de "ulydige og skalkagtige
mennesker og løsgængere” blev lagt i jern. Efter 1605, hvor der oprettedes et
tugthus i byen, blev de arbejdsduelige tiggere i stedet sendt hertil, mens de
øvrige fortsat kom i jern på Bremerholm.63
En anden tendens i 15- og 1600-tallet var at samle alle de fattige på særli
ge anstalter — såkaldt almindelige hospitaler — således at man havde bedre styr
på, hvem der var værdige og hvem der var uværdige. Denne bevægelse star
tede i det nordlige og centrale Italien og bevægede sig derefter over Frankrig
til Nordeuropa. I Frankrig gik man hårdest til værks, idet man indfangede de
fattige og med eller mod deres vilje installerede dem i store hospitaler. Over
1000 tiggere af begge køn blev f.eks. i den anden halvdel af 1500-tallet ind
fanget og lukket inde i
Hôpital St-Germain
i Paris.
I første omgang var dette initiativ en enlig svale, men i 1620’erne tog
myndighederne i Lyon ideen op, og spærrede de fattige inde i byens hospital
—
Notre Dame de la Charité.
En lang række provinsbyer fulgte nu efter: Reims
i 1629, Aix-en-Provence i 1640, Orléans i 1642, Marseille og Dijon i 1643,