172 / 249
170
Peter Henningsen
lere skulle sendes tilbage, hvor de kom fra, mens lokale tiggere skulle modtage
hjælp fra det offentlige. Det var, pointerede Vivés, de politiske lederes pligt
at sørge for de fattige.51 Det var imidlertid ikke kun for de fattiges blå øjnes
skyld, at de skulle modtage hjælp. Det handlede derimod om en erkendelse
af, at fattigdom, lediggang og tiggeri var det første skridt på vejen til egentlig
kriminalitet, og derfor burde man forebygge, i stedet for blot at bekæmpe.52
For at bruge et udtryk fra vore dages politiske vokabularium, så handlede det
om at skabe en større social sammenhængskraft og undgå, at bysamfundene
brød fuldstændigt sammen under vægten af tilrejsende betlere.
Sagen var imidlertid ikke så enkel endda. Ifølge den katolske ortodoksi
var tiggerne en integreret del af Guds store plan for menneskehedens frelse,
og ved at forbyde tiggeri eliminerede man på samme tid menneskets mulig
hed for at sone sine synder gennem almissegivning. Vivés’ tanker var derfor
et brud med den rette lære, hvorfor han i virkeligheden gjorde sig skyldig i
kætteri - og det samme gjaldt Magistraten i Ypres, som var den første urbane
myndighed i Vesteuropa, der implementerede lignende foranstaltninger (i
1525). Magistraten i Ypres, som da også af de lokale munkeordener beskyld
tes for kætteri, henvendte sig derfor til det teologiske fakultet på Sorbonne-
universitetet i Paris for at få en afklaring på spørgsmålet, og i 1531 afgjorde
eksperterne, at selvom de nye tiltag ikke var i uoverensstemmelse med sand
kristen pietet, så var et forbud mod tiggeri direkte kættersk. Og hvis myndig
hederne i Ypres overvejede at anvende kirkens midler til uddeling blandt fat
tige, ja så var det ikke i tråd med pavekirkens dogmer, men derimod et værk
inspireret af vantro valdensere, wycliffianere og lutheranere! Da først Magi
straten i Ypres havde taget skridtet hen imod et verdsligt ordnet fattigvæsen,
fulgte andre flamske og franske byer imidlertid efter: Lille i 1527, Oudena-
arde i 1529, Mons og Valenciennes i 1531.53
Beskyldninger om kætteri ramte også den franske humanist og teolog
Jean de Vauzelles, som i 1532 på tryk havde opfordret myndighederne i Lyon
til at reformere byens fattigforsorg. Han blev omgående imødegået af domi
nikaneren og inkvisitoren Nicolas Morin som fandt, at Vauzelles’ skrift var et
angreb på den katolske tro. Ja faktisk burde Magistraten i Lyon snarere frygte
kættere og vantro som Vauzelles end en hob stakkels fremmede, fattige bet
lere.54
Juan Luis Vivés’ program for reformering af byernes fattigvæsen var sik
kert inspireret af de reformer i Strasbourg og Nürnberg (1522), som var ble
vet igangsat et par år tidligere, mens reformerne i Ypres på bogens udgivelses
tidspunkt kun havde et par måneder på bagen. Kernepunktet i Vivés’ pro
gram var, at hospitalerne og sjæleboderne skulle bortvise alle de fattige, som
ikke havde en god grund til at være der —dvs. de sunde, de raske og de ar