167 / 249
Tiggernes by
165
at påvirke sin fremtidige salighed - altså bortset fra at tro. Mennesket kunne
kun frelses ved troen alene. Hermed forsvandt også ældre tiders kontraktlige
sammenhæng mellem almissegiveren og almissemodtageren. Kontrakten el
ler vareudvekslingen blev annulleret, og tiggerne mistede deres religiøse be
rettigelse og funktion som ’’fødselshjælpere” for velstillede mennesker, der
ville lette adgangen til det himmelske ved at give almisse.
Fokus flyttedes dermed også fra almissegiverens og dennes fromme hand
ling til spørgsmålet om den fattige tiggers trang. Var tiggeren nu også en
’’værdigt” trængende person? Eller var han blot en dovenkrop, der ikke gad
arbejde for føden? Da tiggeren ikke længere kunne levere en modydelse i
form af forbøn for den ædle giver, havde han intet andet at betale tilbage med
end sin blotte taknemmelighed. Og herved rykkedes tiggerens moralske ha
bitus ind i centrum for almissegivningen. Den skiftede karakter og der kom
stadig større fokus på, om tiggeren var ’’værdig” eller ’’uværdig”.
Reformationen ændrede imidlertid ikke alt med ét slag. Som Peter Wes
sel Hansen har påvist i sit bidrag til denne bog, var det kun på overfladen,
at opfattelsen af tiggerne ændrede sig. Under den luthersk-ortodokse politur
florerede allehånde religiøse forestillinger, der i bund og grund var ’katolske’,
til langt op i det 18. århundrede, og selv præster og højtstående embedsmænd
plæderede i virkeligheden for religiøse forestillinger, der var uforenelige med
det lutherske trosgrundlag. Forestillingen om almissegivningens fromme ka
rakter levede således videre blandt de fleste. Den magisk-religiøse tankever
den lod sig ikke sådan udrydde, og så længe den luthersk-ordodokse kirke
selv var fortaler for, at det via magi eller via bønner rent faktisk var muligt at
påvirke såvel de himmelske som de djævelske magter, så længe var det også
svært at udrydde forestillingerne om almissens religiøse dimension.35
Af Reformationen fulgte dog som en naturlig konsekvens, at de gejstlige
klostre i de reformerede lande blev lukket og dermed forsvandt også klostre
nes årlige almisseuddelinger og hele sociale arbejde. I stedet tog de verdslige
myndigheder over, og lod som erstatning for de katolske ’’milde stiftelser”
anlægge hospitaler (dvs. fattiggårde) og såkaldte ’’sjæleboder” for fattige. Man
systematiserede også indsamlingen af almisser ved at lade fattigtavler gå rundt
i kirkerne, hvor de godgørende kunne yde en skærv til de fattige på en måde,
der bedre kom de ’’værdigt” trængende til gavn. De indsamlede beløb distri
bueredes nemlig til hospitalerne og sjæleboderne, hvor kun ’’værdigt” træn
gende fik del i dem. Der opstod således et verdsligt fattigvæsen, der tog over,
hvor den katolske kirke havde sluppet.
En anden konsekvens af Reformationen var, at myndighederne i højere
grad begyndte at bekæmpe det udbredte tiggeri. Tiggeriet kunne ikke længere
legitimeres med religiøse forestillinger om sonegaver og aflad, gode gernin