163 / 249
Tiggernes by
161
Fra 13- og 1400-tallets Sydeuropa er der bevaret kilder, som fortæller om
blinde tiggere, der dannede broderskaber, hvor de slog sig sammen om at be
tale for en fører, og som holdt til i bestemte kvarterer af byerne. Reglerne for
de blindes broderskaber i Barcelona og Valencia bestemte f.eks., hvilken form
for solidaritet de blinde brødre skulle yde hinanden. Man skulle hjælpe sine
’’brødre” under sygdom og de syge skulle have en andel af de almisser, som
de raske indsamlede. I Strasbourg dannedes i 1411 et såkaldt ’’fattige blin
de mænds broderskab”, som senere blev til ’’Strasbourgtiggernes broderskab
[Bettelbruderschaft]. Broderskabet opløstes i 1523, samme år som tiggerbro
derskabet i Freiburg, mens tiggerlauget i Basel var blevet ophævet tilbage i
1491. Tiggerlaug kendes også fra Polen og Ukraine.19
Tiggerlaugene var rent faktisk officielt godkendte laug, idet tiggerne af de
verdslige myndigheder havde fået officiel licens - eller tiggertegn - til at tigge.
Den sociale konsekvens af sådanne organisationer var stor, idet de legitime
rede tiggernes eksistens og gav dem en plads i samfundets erhvervsstruktur. I
lyset af fattigdommens og tiggeriets enorme vækst i 1500-tallet og de stadig
flere og flere betlere, som efterhånden fyldte godt op i byernes gader, blev
laugenes rettigheder dog atter inddraget, og tiggerlaug med særlige privilegier
blev sjældnere.
Tiggertegn kendes i Danmark fra 1521-22, hvor det i Christian 2.s land-
og bylov slås fast, at syge og krøblinge - de eneste der havde lov til at tigge -
skulle bære et synligt tegn på deres klæder, og i 1587 bestemtes det, at byernes
magistrater skulle udarbejde registre over alle ’’værdige” fattige, som havde lov
til at tigge. Var man blevet ramt af uheld og midlertidigt faldet tilbage - f.eks.
ved brand eller skibbrud - kunne man få bevilget et tiggerbrev, der tillod en
at tigge for et år ad gangen. Også skolepeblinge havde lov til at tigge deres
brød ved folks døre
”som sædvanlig haver været
”, dog måtte de ikke løbe ’’ef
ter fremmede vejfarende folk på gaden eller uden byen at tigge penninge”.20
I England uddeltes der i London i 1524 400 tinmærker til ’’værdige” tiggere
og indbyggerne fik at vide, at de ikke måtte give almisser til tiggere uden dette
tegn.21
I Stockholm indførtes tiggertegn i 1533, og - hvad der er ret interessant
- igen i 1642 efter at tiggeri ellers havde været totalt forbudt i en længere år
række. I erkendelse af, at man ikke kunne stoppe tiggeriet, gjorde man en
dyd af nødvendigheden, og legaliserede det til en vis grad. Mindst lige så in
teressant er det, at de i 1642 genindførte tiggertegn skulle administreres af
kirken. Det ansvar for fattigforsorgen, som de verdslige myndigheder havde
taget på sig efter Reformationen, blev altså atter overladt til kirken.2“Tigge
riet i Stockholm reguleredes atter med kirkeloven i 1686 og i den store tig
gerforordning fra 1698, hvor det bestemtes at byens egne fattige havde lov til