161 / 249
Tiggernes by
159
I 1400-tallets Augsburg var tiggerne en så fast etableret del af byens struk
tur, at de i skattelisterne anførtes som en særlig skattepligtig erhvervsgruppe!
Ud af byens 4485 skattepligtige borgere var i 1475 de 107 opført som tiggere,
der var sat i skat på linie med daglejere. Samme fænomen ser vi i 1400-tallets
Basel, hvor man i skattelisternes laveste kategori finder tre tiggere og tre blin
de mænd. Disse tilfælde må dog opfattes som ekstraordinære. Hovedparten
af tiggere førte trods alt et så forhutlet liv, at de ikke var objekter for beskat-
13
nmg.
Til forskel fra de almindelige (værdigt) fattige, der søgte hjælp og støtte
hos familiemedlemmer og i gilderne, som middelaldertraditionen foreskrev
det, eller i byernes ”milde stiftelser” eller som på andre måder nød underhold,
krævede tiggernes profession, at de stillede deres nød og elendighed til skue i
det offentlige rum. Det er dette fænomen, der adskiller dem fra de ’’værdigt”
fattige og som igen adskiller tiggeren fra andre typer af fattige. Tiggeren var
sædvanligvis en person, der intet socialt netværk havde at falde tilbage på, og
som ved livets lunefuldhed havde mistet sit helbred, sit arbejde, sin familie
eller alle tre ting på én gang, og derfor var tvunget til at tigge for at overleve.
I tilfælde af at tiggeren var vanfør, gammel eller mindreårig, var han el
ler hun i princippet en værdig trængende. Men tiggeren kunne også være en
ung, rask og arbejdsfør person, der blot ikke havde lyst til at tage fast tjeneste,
men som hellere ville strejfe rundt i selskab med ligesindede - en vagabond.
Et sådant menneske var i samfundets øjne en uværdig trængende. Årsagerne
til de forskellige typer af tiggeres trang var dog i virkeligheden de samme:
nemlig familiens opløsning ved forsørgerens død, invaliditet, strukturelt dik
teret arbejdsløshed eller ren og skær uheld.
For at erhverve sig det daglige brød måtte tiggeren offentligt demonstrere,
at han var en fattig og ussel stakkel - en ’’værdigt” trængende, der havde et
moralsk krav på almisse fra de bedre stillede. Det førte igen til, at de professi
onelle tiggere udviklede et sandt raritetskabinet af udspekulerede teknikker til
at opnå dette mål. Virkemidlerne rakte fra dristige fupnumre, der fik tiggeren
til at se vansiret og forkrøblet ud og til at foregive, at han f.eks. som sømand
havde været taget til fange af de tyrkiske barbarer og mistet alt. Som bevis på
fangenskabet slæbte tiggerne rundt på kæder og jernlænker, der fremvistes
ved enhver given lejlighed.14
Et særligt virksomt middel i tiggernes strategi var fremvisningen af små
børn —eller rettere sagt —horder af små uforsørgede, sultne og nødlidende
børn. Ikke nødvendigvis tiggerens egne børn alle sammen. Men tværtimod
nogen, man havde ’leaset’ af andre fattigfolk. Men hvem kunne vide det?
Børn har nu engang altid talt til noget i den voksne, og derfor blev børnene
bevidst benyttet på forskellig vis i en veludviklet almissestrategi: Små, sultne