165 / 249
Tiggernes by
163
bogen”
Liber Vagatorum
, der udkom i flere oplag og udgaver, og hvori der ad
vares mod tiggernes tricks og bedragerier. Selveste Martin Luther gav den sin
anbefaling ved at skrive forord til udgaven fra 1528. Heri fremhævede han, at
man ved at læse bogen, kunne lære at gennemskue ”
den falschen Bettlern und
ihrer Buberey”.29,
Selvom disse skrifter hverken refererer til Italien, Spanien el
ler andre sydeuropæiske lokaliteter, skildrer de ikke desto mindre tiggerorga
nisationer af samme tilsnit som dem, vi finder i den sydeuropæiske litteratur.
Bøger med lignende temaer kendes fra Schweiz, Nederlandene, Polen og flere
andre lande.29
Herhjemme har vi et sent eksempel på denne burleske litteratur i de love
for det organiserede tiggerkompagni, som P. A. Heiberg publicerede i sin føl
jeton
Rigsdalerseddelens Handelser
(1789-93). Heri skildres med stor udfør
lighed de københavnske tiggeres professionelle organisation, hvordan de op
deler byen imellem sig og systematisk bestikker stodderfogederne til at lukke
øjnene for deres virksomhed. Heiberg kalder ligefrem byens tiggerorganisa
tion for ”en vel indrettet Tigger-Stat (...) hvor indkomsterne straks deles og
fortæres i tigger-klubberne”.30Og det var ikke bare Heiberg, som fremstillede
Københavns tiggere på denne lidet flatterende måde. En lang række skriben
ter bidrog med lignende synspunkter i tidens aviser, ugeblade og tidsskrif
ter. Eeks. den berygtede Niels Ditlev Riegels, der i sit
Kiøbenhavns Skilderie
(1786-89) udstillede tiggernes professionalisme og usympatiske slåen plat på
godgørende borgeres medfølelse.31
Forestillingerne om de professionelle tiggere og deres ”vel indrettede tig
gerstat”, hvor hvert tiggerlaug havde sit særlige speciale, kommer også le
vende til udtryk i de retsafskrifter fra 1500-tallets Rom, som den engelske
historiker Peter Burke har fremdraget. Angiveligt er der tale om autentiske
afskrifter af forhør, som blev holdt over en række anholdte tiggere, og hvori
de afslører, hvorledes ’’tiggerstaten” i Rom er ordnet. Girolamo, der er en af
de anholdte, fortæller således at tiggerne i Rom danner ”laug på samme måde
som skomagere, skræddere, guldsmede osv”, og at de har inddelt byen i sær
lige territorier.
En anden af de anholdte, Pompeo, beskriver malende en højt specialise
ret underverden, hvor tiggerne inddeles i særlige laug alt efter deres speciale:
’’Imellem os fattige tiggere er der forskellige broderskaber (...) Det første kal
des Grencetti-broderskabet, det er dem, som stjæler folks punge, mens de
blandt mængden i kirkerne beder om almisse (...) det andet kaldes Sbasiti-
broderskabet og består af dem, som foregiver at være syge og ligger på jorden
som om de var døende, mens de konstant sukker og kræver almisser. Det tre
die kaldes Baroni-broderskabet [svindlerne], de er raske og kan stå på benene
[stanno in piedi] og de er hårdføre betlere, som ikke vil arbejde”.