162 / 249
160
Peter Henningsen
grædende børn samlet i flok, som med hundeøjne fortvivlet bad de forbipas
serende om en skilling eller små sultne, grædende børn, der gik fra dør til dør
og sang for husenes beboere. Med børnene som gidsler behøvede de tiggende
kvinder ikke at fremvise fysiske dårligdomme ligesom mændene. De mange
små uforsørgede børn var et vægtigt nok argument i sig selv.15
Fra 1650’ernes Stockholm findes talløse beretninger om tiggende børn i
byens gader. Ofte var det forældrene, som sendte dem ud for at erhverve brø
det på denne måde, men mange var også af egen drift kommet til byen fra de
omkringliggende landområder. Når fattigfogederne fik fat i dem, blev de for
hørt og sat i
Barnhuset.
Fra forhørene ved man, at børnene ofte var forældre
løse stakler, plaget af nød, sygdom og elendighed. Ikke desto mindre indsatte
man dem til strengt arbejde i byens tugthus. Børn helt ned til 4-5 års alderen
blev behandlet på denne lidet hensynsfulde måde.16
Foruden børn var en anden væsentlig ingrediens i de professionelle tigge
res værktøjskasse de slidte og usle klæder. En velklædt og renvasket tigger er
en selvmodsigelse. Det er på klædedragten, eller mangel på samme, at man
genkender den usle og forarmede. Den værdigt trængende. Til tider donerede
rige folk klæder til de fattige uden at være sig bevidst, at det ikke var en mulig
hed for den ’professionelt’ fattige, at benytte det nye skrud. Det ville ganske
enkelt skade deres muligheder for at vække medlidenhed hos almissegiverne.
Tiggere skulle helst se syge og usle ud, være barfodede og hulkindede, klædt i
pjalter - og havde man ikke fra naturens hånd en fysisk synlig sygdom, kunne
det altid lade sig gøre at fabrikere en tro kopi.
Såvel den samtidige litteratur som datidens lovgivning giver rigeligt med
eksempler på, hvorledes myndighederne opfattede tiggernes sædvanlige, fin
gerede usselhed som en måde at opnå almisse på. Men at tiggerne greb til
sådanne tricks var naturligt, så længe det officielt kun var de syge og forkrøb
lede, der havde moralsk ret til at tigge, ligesom det nu engang er lettere for et
sygt udseende og pjaltet klædt menneske at vække medlidenhed end det er
for en ung, rask og velklædt person.17
De professionelle tiggeres erhvervsmæssige strategier omfattede også dan
nelsen af formelle laug og broderskaber eller kooperationer, hvor flere tig
gere ’’arbejdede” sammen og efterfølgende delte udbyttet. Man delte måske
de enkelte distrikter imellem sig eller skiftedes til at holde udkig efter stod-
derfogederne, der havde til opgave at forhindre et for voldsomt tiggeri. Fra
1400-tallets Bretagne kendes endda et eksempel på, at en tigger agerede som
arbejdsgiver for en anden på den måde, at han ydede denne en fast årlig løn
mod at han til gengæld fik den almisse, som den ’’ansatte” kunne tigge sig
til.18