157 / 249
Tiggernes by
155
økonomerne og juristerne, og de levnede ikke religionen megen plads i det
offentliges socialpolitik.
Tidligere havde det selvfølgeligt været fuldstændigt anderledes.
I Jesu sande billede
Et verdsligt organiseret fattigvæsen eksisterede, på få undtagelser nær, ikke
i Middelalderens katolske Europa. Det var kirkens og private godgørende
personers pligt at lindre de fattiges nød og trængsler. Ikke de verdslige myn
digheders. Ja, væsentlige dele af kirkens indkomst var ligefrem bestemt til så
danne velgørende formål, og skulle i form af almisser regelmæssigt uddeles til
fattige og forarmede. Fattigdom opfattedes afMiddelalderens teologer som et
gudsbestemt grundvilkår og det var ikke op til menneskene at ændre herpå.
Kirken var sat i verden for at lindre de fattiges nød, og barmhjertighed mod
den fattige var et kategorisk imperativ for det kristne middelaldermenneske.
Den udstrakte barmhjertighed mod samfundets sociale tabere i Middelal
derens Europa er tæt forbundet med pavekirkens teologi og med dens opfat
telse af fattigdommens religiøse dimension. Fattigdom var nemlig ikke selv
forskyldt, men en konsekvens af den guddommelige verdensorden, hvor folk
fødtes til deres stand og til et bestemt sæt af sociale vilkår, som de principielt
var underlagt hele livet. Hertil kom den religiøse forherligelse af fattigdom
som et eksempel på Kristi efterfølgelse. Især den fattigdom som skyldtes, at
den fattige bevidst havde forsaget livets materielle goder, for så meget desto
bedre at kunne fokusere på livets egentlige formål: At sikre frelsen og vandre
den fromme vej i Jesu fodspor, og vandringen måtte gerne være helt bogsta
velig.
Havde Kristus ikke selv forsaget rigdom og lært, at det var lettere for en
kamel at slippe gennem et nåleøje end det var for en rig mand at komme i
Himmeriget? Den rige er gridsk og selvtilstrækkelig og har kun øje for egen
vinding, og gridskhed var (er) en af de syv dødssynder. En rig mand må ifølge
denne opfattelse nærmest pr. definition betragtes som en synder. Der fandtes
dog en probat medicin mod griskhedens dødssynd, nemlig at vælge et liv i
fattigdom. ”Vil du være fuldkommen, så gå ud og sælg hvad du ejer og giv
det til de fattige” siger Jesus således til den rige mand i Matthæusevangeliet.
Til gengæld vil den rige ’’have en skat i himlene”.3
Forestillingen om, at de fattige afviste jordisk rigdom og velfærd implice
rede, at de kunne sikre sig en plads i Paradis, hvis de ellers førte et retskaffent
og ærligt liv. Men den indebar også, at den fattige var nødt til at tigge for at
opretholde eksistensen. Tiggeri var dermed et grundvilkår for fattigfolk, som
det ikke var op til mennesket at fordømme. Ja, de fattige var ligefrem de vel-