156 / 249
154
Peter Henningsen
naliseringen af den fromme, der ville efterleve skriftens ord.
I en tid, hvor lovgivningen i det store og hele ellers var indrettet efter de
religiøse normer og de guddommelige påbud, og hvor en fundamentalistisk
kristendomsforståelse var fremherskende blandt både høj og lav, måtte man
ge opleve et forbud mod almissegivning som ukristent. Således også Jacob
Lodberg, der var provst ved Vor Frue Kirke.
I 1716 holdt han en prædiken, hvor han tordnede imod fattigforordnin
gens forbud mod tiggeri og almissegivning og mod statens kriminalisering af
Kristi ord: ’’Siden Kristus siger: Giv den, som beder dig og vis ikke den bort,
som begærer at låne af dig, kan ingen ordre fri dig fra at gøre det. Kristi regel
kan ikke af nogen verdslig øvrighed gøres til intet. Gud skal adlydes mere end
mennesker”. Lodberg kritiserede derefter bestemmelsen om, at almisser i ste
det skulle lægges i fattigbøsser og siden distribueres til ’’værdige” fattige af de
ansatte i byens fattiggvæsen. Den kristne almisse krævede nemlig, at giveren
havde en personlig kontakt med modtageren for at almissen kunne virke ret
kristeligt i sindet, for ”da er almissen dobbelt, når jeg kender dem, som jeg
gør almissen. Selv gider tale med dem, selv (har) trøstet dem, selv formanet
dem”.
Lovens forbud mod almisse stred mod Guds befaling og gav problemer
for de troende - ’’Guds børn” - som hindredes i ’’Kristendoms øvelse”. Lod
berg anbefalede derfor, at loven blev revideret og at almissegivning atter af
kriminaliseredes. Blandt tilhørerne denne dag i kirken befandt sig imidlertid
også et eller flere medlemmer af byens fattigvæsensdirektion. Lodberg blev
indberettet for ulydighed mod kongen, og måtte senere forsvare sig for en
nedsat kommission. Men han stod ved sine ord. De var, fremhævede han,
nemlig ikke udtryk for ulydighed mod majstæten, men ’’det er en samvittig
heds drift og frygt for Gud som er over mig. Er min samvittighed ret, så kan
jeg jo ikke tale det, som er uret”.2
Konflikten mellem Lodberg og det københavnske fattigvæsens direktø
rer om, hvorledes almissegivning skulle administreres illustrerer en konflikt,
der var typisk for de forskellige positioner inden for den tids socialpolitik.
Grundlæggende var der på den ene side en religiøs position, som tillagde
biblens ord større vægt end de verdslige myndigheders og på den anden var
der en verdslig position, der omvendt lagde vægt på realpolitisk handling og
samfundsøkonomi og skød de religiøse krav i baggrunden. Tiden skulle vise,
at den første holdning —og dermed Jacob Lodbergs opfattelse af de religiøse
pligter - tilhørte en svunden tid. Nye vinde blæste over 1700-tallets kristne
Europa, og bureaukraterne fortrængte i løbet af det 18. århundredes sidste
halvdel gejstligheden fra dens tidligere så dominerende indflydelse på det so
cialpolitiske felt. Fremtiden tilhørte samfundsingeniørerne, moralfilsofferne,