159 / 249
Tiggernes by
157
mod de fattige, satte man point ind på sin himmelske konto og forhøjede
sine odds for en plads i det forjættede land.
Ved godgørenhed - det, som 1500-tallets reformatorer senere så foragte
ligt kaldte ’’gerningskristendom” - påvirkede man selv sine egne chancer for
frelse og salighed og forkortede tiden i den frygtede skærsild. En sådan forstå
else af de barmhjertige gerninger kunne ikke undgå at dreje fokus fra modta
geren til giveren - fra den fattige og trængende til den fromme almisseyder,
hvorfor det da også blev mindre betydningsfuldt om almissemodtageren var
en ’’værdig” eller ’’uværdig” trængende. Det dybere psykologiske incitament
var giverens mulighed for en plads i det himmelske. Da kirkernes og klostre
nes funktion var at bede for den samlede menneskehed og udøve gode ger
ninger på de kristnes vegne, gav det god mening med disse masseuddelinger
af almisse.
Det var også forestillingen om de fromme gerningers indflydelse på den
enkeltes mulighed for frelse, der gjorde, at de rige og velstillede donerede
store pengebeløb til kirken, således at denne kunne yde hjælp til de fattige.
Herved sikrede giveren sin frelse samtidig med, at han kunne demonstrere sin
jordiske rigdom for alverden. Senere tiders skelnen mellem værdigt og uvær
digt trængende var altså, om ikke ukendt, så dog ikke almindelig udbredt i
Middelalderens Europa.8Til trods herfor diskuteredes det allerede i Højmid
delalderens kirkeret, hvor langt den religiøse pligt over for fattige rakte, og
om man risikerede at forspilde menneskelige sjæle ved ikke at sætte betlerne
i arbejde. Arbejdet var, også i den katolske kirke, nemlig en religiøs pligt, kir
ken lagde stor vægt på.9
De fattige var på deres side bevidste om deres funktion i den middelal
derlige verden. De var sat på jorden for at give de rige mulighed for at slippe
gennem nåleøjet ved hjælp af almisseuddeling! Dette aspekt understreges af,
at de fattige til gengæld for almissen moralsk forpligtede sig til at bede for
giverens sjæl. Der var med andre ord tale om, hvad vi nærmest kunne kalde
en vareudveksling eller byttehandel: Almissegiveren købte en ydelse - forbøn
og lovsang - af den fattige, hvorved relationen mellem giver og modtager var
tosidig og ikke, som efter Reformationen, hvor individets mulighed for at
påvirke sin egen salighed brutalt afskaffedes, en envejsrelation, hvor modta
geren intet andet end sin taknemmelighed havde at betale tilbage med.
Almissen repræsenterer på sin vis en variant af den universelt udbredte
’’gavegivningskultur”, hvor giveren på den ene side er underlagt et moralsk
krav om at dele ud af sin rigdom for ikke at pådrage sig gudernes mishag og
blive straffet herfor ved at miste den (eller frelsen), og modtageren på den
anden side ved modtagelsen af gaven forpligtes moralsk overfor giveren til
at yde en gentjeneste eller ’mod-gave’.10 I den italienske dominikanerpræst