MiraklernesTid

156

Peter Henningsen

1 1859 bragte Il

lustreret Tidende

dette maleriske

billede a f tiggere i

den syditalienske

by Napoli. Det

har nappe varet

sarligt malerisk

eller romantisk

at have varetfa t

tige i virkelighe

dens Napoli (Kø

benhavns Stads

arkiv).

bjærgede og arbejdsomme moralsk overlegne, hvilket tydeligt demonstrere

des i de tiggermunkeordener - særligt kendt er Franciskanerordenen - som

søgte at følge i Kristi fodspor ved netop intet at eje, men opretholdt livet ved

tiggeri mod til gengæld at bede for de godgørende almissegivere.4Tiggere be

tragtedes ikke (i hvert fald ikke principielt og teologisk) med foragt og uvilje,

men med sympati. Den italienske adelsmand Saba de Castiglione betegnede

i 1549 ligefrem de fattige som

”det sande billede a f vor herre Jesus K ristu sf

Tiggeren var på sæt og vis den fysiske inkarnation af et religiøst ideal. Yd

myghed og forsagelse var fundamentale værdier i Middelalderens kristne tro,

og i den tidlige kristne litteratur blev

pauperitas

(fattigdom) direkte sidestillet

med

humilitas

(ydmyghed). En afgørende forudsætning for denne doktrin

var det imidlertid, at fattigdommen var selvpåført og ikke påtvunget den

enkelte af ydre omstændigheder. Kristi fattigdom havde været frivillig. Han

havde utvunget givet afkald på sin værdighed som jødernes konge og Guds

søn, og de, der fulgte hans eksempel ved at give afkald på magt og rigdom,

var derfor religiøse forbilleder og prisværdige individer.6 Som ærkebiskoppen

i Firenze fremhævede, var frivillig fattigdom og afvisningen af de verdslige go

der en dyd, mens ufrivillig fattigdom omvendt ledte den enkelte i fristelse og

fordærv - især da hvis den ufrivilligt fattige blev opmuntret med almisser.

Som en konsekvens af denne kristendomsforståelse udviste kirker og klo

stre en udstrakt godgørenhed mod de fattige. Jævnligt uddeltes der fra kirker

ne og klostrene almisser til tusindvis af fattige ved særlige rituelle lejligheder,

og der skeledes ikke til den enkeltes trang eller til om nogle fik mere end an

dre. Det centrale var nemlig ikke den enkelte fattiges grad af elendighed, men

giverens fromme sindelag. Det var tanken, der talte. Ved at vise godgørenhed