160 / 249
158
Peter Henningsen
Giordano di Rivaltos prædikener fra det 13. århundrede ekspliciteres dette
forhold, idet almissegivning direkte fremstilles som en kontrakt og en gave
udveksling, hvor den tigger, der modtager en almisse, er forpligtet til at bede
for sin velynder. Almissegivning var en måde, hvorpå man kunne sone sine
synder, og de fattige var ikke bare sociale tabere i et stærkt hierarkisk opdelt
samfund, men nyttige brikker i et religiøst puslespil. De fattiges eksistens var
en naturlig del af Guds store plan for menneskehedens frelse.
Der er næppe tvivl om, at de fattige kendte deres egen rolle i Guds plan
og ofte spillede på den. De kendte deres nytte og funktion, og det ses endda,
at tiggerne til tider var både så accepterede af omgivelserne og så selvbevidste,
at de dannede egentlige professionelle broderskaber. Tiggeri var en profes
sion med egne arbejdsmetoder, egne teknikker og eget moralske kodeks - og
tiggerne dannede nogle steder sociale organisationer, der til forveksling min
dede om håndværkernes laugsorganisering.11
Sultens slavehær
De fattige, som havde gjort tiggeriet til deres professionelle levevej —og det
var ikke så fa endda - var hele tiden på farten fra kloster til kloster, fra den
ene rituelle uddeling til den næste. Vandringerne var dikteret af den særlige
’’kalender”, der fortalte dem, på hvilke dage de forskellige klostre uddelte al
misse. Disse begivenheder var bestemt til faste dage på året og man vidste på
forhånd, hvornår uddelingerne fandt sted. Tiggerne rejste over store distancer
for at være ved det rette kloster på rette tid, og vandringerne var, om man så
må sige, essensen af deres tilværelse. Det siger sig selv, at de professionelle tig
gere satte stor pris på de årligt tilbagevendende almisseuddelinger, og da de
undervejs på deres vandring kunne regne med en beskeden daglig forsørgelse
ved de klostre og religiøse institutioner, de kom forbi, var det muligt at basere
en hel eksistens på dette grundlag.12
De vandrende flokke af tiggere var selvfølgelig et fænomen, der først og
fremmest kunne iagttages i landområderne, men også datidens større byer
var, som nævnt, fyldt med tiggere. Ja, man kan vel ligefrem sige, at de var et
fast motiv i det formoderne bybillede. Middelalderlige fremstillinger med ur
bane motiver vrimler således med tiggere, der indgår som dekorativ staffage
på linie med byernes arkitektur, arbejdende håndværkere, handlende i deres
kramboder osv. Det samme gør sig gældende med den kirkelige ikonografi
og billeder fra kirkens liv i det hele taget. I de menneskemængder, man ser
skildret udenfor kirkerne på religiøse billeder, ses ofte en vrimmel af tiggere
og vanføre.