168 / 249
166
Peter Henningsen
gers indflydelse på livet efter døden mv., hvorfor det nu i stedet betragtedes
som et - om end ind til videre åbenbart nødvendigt - onde, der skulle be
kæmpes. Herom vidner de mange udkomne forordninger fra 15- og 1600-
tallets Nordeuropa, der enten regulerede eller forbød tiggeri.
En faktor, der også synes at have spillet ind, er datidens opfattelse af, at
tiggerne blev stadig flere og flere. Såvel i 15-, som i 16-og 1700-tallet høres
idelige klager over det stigende antal fattige og dermed også af et stigende an
tal tiggere. Efter alt at dømme var man ikke helt galt på den.36 Efter en dra
matisk nedgang i befolkningstallet i forbindelse med Den sorte død i midten
af 1300-årene, var befolkningstallet omkring 1500 igen oppe på samme ni
veau som ved pestens udbrud i 1348, og derefter steg og steg befolkningstal
let, mens samfundets ressourcer ikke steg tilsvarende. Man regner med, at be
folkningstallet i Europa steg fra omkring 65 mill. til ca. 127,5 mill. i perioden
mellem 1500 og 1750, og væksten var størst i tiden før 1625.
Efter 1750 indtraf igen en voldsom stigning i befolkningstallet og den
europæiske befolkning blev næsten fordoblet i tiden frem til 1900, og heri er
ikke medregnet de ca. 50 mill. europæere, som i perioden 1840-1914 emi
grerede til oversøiske lande som Amerika, Australien mv. Befolkningstallet
steg med en hast, som ressourcerne slet ikke kunne holde trit med.37 I lands
byernes jordfællesskaber lå fordelingen af gårde og huse fast, og i byerne holdt
laugene mange nytilkommere ude. Konsekvensen blev en stigende pauperise-
ring af de europæiske befolkninger.38
Send dem hjem
Sondringen mellem værdige og uværdige tiggere —mellem syge, gamle og
børn på den ene side og raske, arbejdsføre betlere på den anden - var imidler
tid ikke en sondring, der først opstod med Reformationen. Sondringen var
også blevet foretaget hos flere middelalderlige (katolske) teologer. I den mid
delalderlige gejstlige litteratur kan der således findes talrige eksempler på, at
man forsøgte at sondre mellem værdige og uværdige trængende. Herhjemme
er det kendt, at allerede Christian 2. (1513-23), som nævnt, med land- og
bylovene i 1521-22 indførte tiggertegn til værdige tiggere, mens de uværdige
skulle uddrives af byerne, hvis ikke de ville arbejde. Men betleri som sådan,
var stadig en accepteret levevej for de ikke-arbejdsføre.39
Arbejde var en dyd og flere af kirkefædrene såvel som teologerne og juri
sterne, fremhævede, at man var nødt til at skelne mellem de forskellige slags
fattige og nægte almisser til dem, der var i stand til at arbejde. Lediggang
og løsgængeri blev fordømt, ligesom kirken i flere tilfælde godkendte, at de
verdslige myndigheder tog initiativer til at komme tiggerproblemet og løs