169 / 249
Tiggernes by
167
gængeriet til livs.40Også før Reformationen fandtes der altså en særlig religiøs
holdning til arbejdet, ligesom det heller ikke kun var i de protestantiske lan
de, at arbejdet betragtedes som noget nærmest sakralt. Lignende anskuelser
vandt også frem blandt katolikkerne. I Frankrig blev arbejdet f.eks. fremstillet
som en slags askese, idet det hed sig, at der var tre hovedgrunde til at arbejde:
For at tjene sit brød; for at undgå dovenskab og lediggang og for at
”gøre bod
ogfortjene Himlen
”. Såvel protestantiske som katolske reformatorer fremstil
lede i 1500-tallet arbejdet som en hellig pligt. Denne noget eksalterede opfat
telse af arbejdet skulle vokse til stadig nye højder i 16- og 1700-tallet.41
Så tidligt som i 1200-tallet fortælles der om uddeling af tiggertegn til vær
dige fattige, der mod forevisning af tegnet kunne blive bespist ved fyrstens
bord. Introduktionen af et sådant system signalerede en ny tendens hen mod
en strengere kontrol med de fattige, hvor man også så på den enkeltes trang.
Uddeling af tiggertegn var i sagens natur i modstrid med den katolske lære
om, at det var de gode gerninger, der talte, ikke almissemodtagerens trang.
Det vigtigste element i almissegivningen var giverens psykologiske intentio
ner. Opfattelsen af, at nogle fattige var værdige, mens andre var uværdige ses
også i et eksempel fra 1300-tallets Firenze, hvor en velstående borger i sit
testamente bestemte, at hans efterladte formue skulle uddeles blandt byens
fattige, men på en sådan måde, at ingen fik en større del af kagen end de øv
rige. Man samlede derfor de fattige i kirkerne på et givet tidspunkt, hvor de
modtog deres del af donationen, mens de én for én defilerede ud af kirken.
På denne måde blev 17000 fattige florentinere betænkt.42
Kampen mod tiggerne og forsøget på at skelne mellem rette trængende
og dovne snyltere forløb dog ikke uden modstand. Mange katolske teologer
kæmpede imod de nye tendenser og forblev trofaste mod de ældre traditioner
for almissegivning, som en afgørende vej til den enkeltes frelse. Domingo de
Soto, prior for klosteret i Salamanca, understregede f.eks. i 1545, at almis
segivning burde være tilladt, således at den rige kunne udøve gode gerninger,
og i slutningen af 1550’erne skrev kardinal Siliceo fraToledo, at ingen skulle
lukke døren for en fremmed tigger. At hjælpe de fattige bragte åndelige gevin
ster. Forslagene om at indføre registre over værdige fattige og jage de uværdige
ud af byerne bragte derfor også mange katolske teologer i oprør.43
I flere større europæiske byer begyndte myndighederne allerede i Sen
middelalderen at tage hånd om tiggerproblemet ved at skabe et organiseret
fattigvæsen, og det betød, at man måtte vurdere, hvem der trængte til hjælp,
og hvem der blot var arbejdssky løsgængere. De første forsøg med anlæggel
sen af verdsligt drevne hospitaler gjordes i 1300-tallet, og ved indgangen til
1400-tallet fandtes de i mange større europæiske byer.44 I København indret
tedes det første verdsligt drevne hospital i 1530, da byens tre gejstlige fattig