![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0175.jpg)
Tiggernes by
173
sempel, og i de følgende år fulgte flere tyske byer anvisningerne.56Allerede
samme år havde en række andre tyske byer imidlertid taget initiativ til en
verdslig ordning af deres fattigvæsen. I foråret 1522 havde bystyret i Augs
burg gjort det, og et par måneder efter fulgte Nürnberg trop. Særlig Nürn
bergs forholdsregler honorerede de krav, som Luther havde opstillet for Leis-
nig. De nye idéer smittede og snart implementerede man lignende ordninger
i Altenburg, Strasbourg, Regensburg og Kitzingen.57
Etableringen af centrale fonds for midler til de fattige blev nu et af ken
detegnene på protestantismens fremgang i Tyskland. I praksis slog initiativet
imidlertid ikke til, da mange lokale magistrater brugte pengene til alt muligt
andet end hjælp til de fattige. Luther klagede ofte over disse tingenes tilstand,
og pålagde myndighederne at følge de kristnes pligt til barmhjertighed.
Også i sit forord til den tyske udgave af
Liber Vagatorum
opfordrede Lu
ther, som nævnt, kristenheden til kamp mod tiggerne, og han anbefalede, at
man udarbejdede registre over de fattige, og sikrede at man kun understøt
tede de virkeligt trængende. Han tilføjede, at løsgængeri og vagabondering
ville blive udryddet, hvis der kun blev givet hjælp til de værdigt trængende:
’’Wenn jede Stadt sich ihrer Armen so annähme, wäre solcher Betrügen [tig
geri] bald gesteuert und gewehrt”. 58
Luthers tanker var dog ikke enestående, ligesom de ikke var nye. De tog
generelt udgangspunkt i den middelalderlige tradition og var et mix af ældre
katolsk teologi og verdslig, juridisk-administrativ praksis. Som det ses, lå hans
tanker i direkte tråd med Juan Luis Vivés’ og Jean de Vauzelles programmer
for reformering af fattigvæsenet i byer som Ypres og Lyon. Lighederne mel
lem de katolske og lutherske tanker om et verdsligt styret fattigvæsen viser
derfor, at tankerne i bund og grund ikke så meget var dikteret af religiøse
doktriner, som på en stigende bevidsthed om, at fattigdom var et socialt pro
blem, der måtte gøres noget ved. Såvel reformatorerne som den katolske tros
ortodokse forsvarere interesserede sig levende for problemet med tiggere og
fattigvæsen, og de polemikker, som de nye tiltag affødte, bestod af andet og
mere end teologiske disputter.59
Ressourceknaphed og forarmelse
Fra 1500-tallet og frem var de europæiske tiggere konstant i farezonen for at
blive jaget ud af byerne. Såvel i katolske som i protestantiske lande. De urba
ne myndigheders tiggerpolitik var dog temmelig inkonsekvent. Til tider tole
rerede man tiggerne og lod dem være i fred, til andre jagede man dem skån
selsløst. Foranstaltningerne varierede fra land til land, fra by til by. Snart blev
de med kort varsel hovedkulds udvist med trusler om korporlig straf, hvis de