177 / 249
Tiggernes by
175
Montpellier i 1647, Toulouse, Angouléme og Béziers i 1650 og endelig Tours
i 1656. I Paris oprettede man i 1656 et almindeligt hospital - Hopital Ge
nerale - hvor man samlede en række mindre institutioner under fælles tag og
fælles administration, og i 1662 udstedtes et kongeligt edikt som befalede, at
alle de øvrige større byer i Frankrig skulle følge Paris’ eksempel og lukke de
fattige inde i ’’almindelige hospitaler”.64
Lignende foranstaltninger, omend i langt mindre skala og med langt min
dre succes, blev iværksat i andre europæiske lande. For det meste skyldtes det,
at der var en skrigende uoverensstemmelse mellem de økonomiske midler,
der var til rådighed for fattigvæsenet, og så det voksende antal af pauperise-
rede mennesker i 15- og 1600-tallets Europa.65 Ikke mindst 30-årskrigen be
tød, at tusindvis af mennesker måtte gå fra hus og hjem og mange var nødt
til at ty til livet på landevejene i kampen for overlevelse. Særligt det sydvestlige
Tyskland var hårdt ramt. Tyske forskere regner med, at omkring 70 pct. af
den sydvesttyske befolkning døde på grund af krigen og dens følger: Sygdom,
hungersnød og forarmelse. I enkelte byer og landsbyer i selve krigszonen blev
op til 90 pct. af indbyggerne udryddet: I Hertugdømmet Württemberg le
vede i 1618 ca. 400.000 mennesker. I 1648 var der kun ca. 50.000 tilbage.
I Grevskabet Henneberg levede der før krigen ca. 60.000 mennesker, efter
krigen kun godt 16.000. Frankenthal i Pfalz havde før krigen haft 18.000
indbyggere. Efter krigen var der kun sølle 340 tilbage! Og sådan kunne man
blive ved. Adskillige byer, landsbyer og regioner blev stort set affolket, og det
menes at op mod 11 millioner tyskere mistede livet som følge af krigen.
En anden konsekvens var, at aldersfordelingen blev fuldstændig ændret.
Tilbage var de gamle og de invalide på den ene side, og børn og unge på den
anden. Voksne i den arbejdsdygtige alder var der til gengæld ingen af. Det gik
igen ud over landbruget og jordens dyrkning, og førte til massiv hungersnød.
Det førte også til, at et utal af mennesker forvandledes fra bofaste til farende
folk: Adel, studenter, skolepeblinge, syngepiger, afskedigede lærere og skri
benter, afdankede soldater, fattige enker og forældreløse børn, hed det i en
beskrivelse 20 år efter krigens slutning, kunne nu findes blandt landevejenes
tusinder af hjemløse og forhutlede eksistenser.661visse områder, f.eks. i dele
af Schweiz, var befolkningen så plaget af tiggere og omfarende røvere, at der
i 1630 udstedtes et mandat, der gav enhver lov til at fange og indespærre tyv
agtige omstrejfere, og holde dem fast til myndighederne kunne tage affære.
Kunne det ikke lade sig gøre, havde man tilladelse til at slå dem ihjel!67
I tiden efter freden i Westphal og krigens slutning voksede fattigdoms
problemerne eksplosivt. Tysk forskning har vist, at armoden og fattigdom
men i det 18. århundredes mange tyske småstater var enorm: Det skønnes,
at omkring 10 pct. afTysklands befolkning var omvandrende løsgængere, og