174 / 249
172
Peter Henningsen
lov, som styrede menneskenes rige på jorden. Ifølge denne doktrin besad de
verdslige autoriteter og lovgivere en særlig autonomi i styrelsen af deres jor
diske riger. Her herskede den naturlige lov.
Luthers tankegang fik store konsekvenser for synet på de fattige i de lu-
thersk-reformerede lande. I det programmatiske hovedværk
An den christ-
lichen Adel deutscher Nation von der christlichen Standes Besserung
fra 1520,
hvor Luther fremlagde sit program, findes således en særlig sektion viet til
det omsiggribende tiggerproblem. Og Luther var klar i mælet: ’’Det er af
den største vigtighed, at man fuldstændig udrydder tiggeriet af den kristne
verden. Ingen kristen må tigge om almisser”. Derpå opremsedes hvilke for
anstaltninger, de verdslige myndigheder skulle iværksætte for at hæmme bet
leriet. Systemets fundamentale princip bestod i, at enhver by skulle påtage sig
ansvaret for sine egne tiggere og nægte fremmede tiggere adgang. Endvidere
måtte man kun forsørge de ’’værdige” tiggere - altså de syge, de gamle og de
mindreårige - som ikke kunne tage vare på sig selv, mens vagabonder og kri
minelle, som blot ‘simulerede’ skulle afvises.
De lokale myndigheder skulle nedsætte særlige kommissioner eller direk
tioner, som i samråd med sognepræsterne skulle være ansvarlige for organise
ringen af fattighjælp. Og, hvad der især var væsentligt for Luther, de fattige
skulle ikke forsørges på en så overdådig måde, at de fik smag for lediggang.
De skulle kun have tilstrækkeligt til, at de hverken døde af sult eller kulde.
Det ville, hævdede Luther, være uretfærdigt at tillade nogen at leve i ledig
gang, mens de profiterede, ja måske endda berigede sig selv, på bekostning af
dem, som arbejdede og som gav dem almisse. Tiggeri forstyrrede det kristne
samfunds harmoni og måtte rykkes op med rode. Midlet hertil var et detalje
ret program for reformering af den verdslige fattigforsorg.
I Luthers hjemby Wittenberg blev der i 1522, på foranledning afAndreas
Karlstadt, organiseret et nyt verdsligt fattigvæsen i overenstemmelse med de
lutherske principper. I Wittenberg skabte man for første gang en samlet ’’fæl
lespulje”, hvorfra man kunne administrere hospitalerne og velgørenhedsin
stitutionerne. Indsamlingen af penge skete gennem centralt administrerede
kollekter til gavn for de fattige. Luther var begejstret for Karlstadts initiativ
og året efter, i 1523, opstillede han selv en lignende ordning for den lille by
Leisnig i Sachsen. Luthers reglement redegjorde detaljeret for, hvorledes fat
tighjælpen skulle administreres. En kommission, udnævnt og kontrolleret af
byens myndigheder, var ansvarlige for fattigmidlerne, de skulle holde regn
skaberne, organisere almisseuddelingen og i nødstilfælde give rentefrie lån til
folk fra menigheden, som var blevet ramt af ulykkelige omstændigheder.
Luther var så begejstret for sit reglement, at han lod det trykke og distri
buere med et forord, hvori han opfordrede alle byer til at følge Leisnigs ek