170 / 249
168
Peter Henningsen
gårde (St. Jørgen, St. Anna/St. Gertrud og Helligåndshuset) blev sammenlagt
under navnet Helligåndshospitalet. Hospitalet skulle styres af Københavns
borgmester og rådmænd, som beskikkede en forstander, mens fire af byens
borgere førte tilsyn med den nye stiftelse.45
Med de verdslige myndigheders indtrængen på det område, som tidligere
havde været forbeholdt kirken, forsøgte man sig flere steder med et generelt
forbud mod tiggeri i det offentlige rum. Det var f.eks. tilfældet i den sydty
ske by Nürnberg, som blev en af de europæiske foregangsbyer på dette felt.
Allerede i 1400-tallet havde bystyret i Nürnberg lagt restriktioner på tigge
riet, således at kun særligt udvalgte fattige blev givet et tegn, der tillod dem
at tigge. Der udpegedes en særlig embedsmand - en
Bettelherr
- som skulle
føre tilsyn med tiggerne, stå for uddelingen af tegn til de værdigt trængende
og føre et register over alle fattige. To gange årligt skulle han foretage detal
jerede undersøgelser af de enkelte fattiges forhold, og tiggere, der ikke hørte
hjemme i Nürnberg, måtte ikke opholde sig i byen i mere end tre dage ad
gangen. Selvom disse foranstaltninger næppe havde den helt store effekt viser
de ikke desto mindre, at de verdslige myndigheder var begyndt at tage hånd
om de sociale problemer og ikke længere ville lade det være op til kirken at
stå for den sociale omsorg.46
Inspireret af de nye tiltag i Nürnberg lod magistraterne i Lyon, Nimes
(Frankrig) og Ypres (byen Ieper i Flandern)47 anlægge verdsligt drevne hospi
taler. I 1478 rationaliserede man således ved sammenlægninger af forskellige
små stiftelser hospitalsdriften i Lyon, mens man i Nimes i 1483 anlagde et
hospital under betegnelsen
Hotel-Dieu
- Guds hus. I første omgang koncen
trerede man sig om at tage hånd om problemet med de mange tiggere og
omstrejfere. Stadig var det dog mest almindeligt, at byernes hospitaler - som
vel at mærke ikke var sygehuse, men boliger for fattige - blev drevet af kirken
eller oprettet af private donatorer, og de verdslige myndigheder spillede fort
sat en perifer rolle inden for socialforsorgen.48
Selvom offentligt legitimeret tiggeri og almissegivning fortsatte ved siden
af myndighedernes centralisering af hospitaler mv., betød det ikke, at man
også ønskede at sanktionere offentligt tiggeri fremover. Der var snarere tale
om en tilstand, man endnu ikke var i stand til at håndtere, men som man
klart ønskede at gøre op med, når lejlighed bød sig. Almissegivning på byens
gader, uden skelen til om den tiggende var en værdigt eller uværdigt trængen
de betød nemlig, at store pengesummer gik i de forkertes lommer - dvs. de
bevidst arbejdssky elementers - ligesom det kunne opfattes som en opmun
tring til lediggang. Tiggeri var moralsk forkert, da det animerede den dovne
til fortsat dovenskab, ligesom det var en udbredt opfattelse, at tiggerne ikke
brugte almisserne på en måde, der var i overensstemmelse med en kristelig
ånd. De blev ødet bort.49