173 / 249
Tiggernes by
171
bejdsføre. De øvrige ’’værdige” fattige skulle sættes til arbejde så meget deres
sygdomme og skrøbeligheder tillod dem. Når de indlagte syge var blevet ku
rerede, skulle også de sættes i sving, så de ikke fik smag for lediggang og ma
gelighed. Tiggere, som var sunde og raske, men som ikke var fast bosiddende
i byen, skulle sendes ’’hjem” og bystyret skulle forsyne dem med tilstrækkelige
midler til hjemrejsen.
Byernes hospitaler skulle samles og administrationen centraliseres, således
at man kunne fa mere ud af de økonomiske midler, som var tillagt de forskel
lige stiftelser. Så ville man sikkert finde ud af, at man faktisk havde tilstræk
keligt med midler til at drive de verdslige institutioner, især da, når de også fik
tilført indkomsterne fra salget af de fattiges produktion på hospitalerne. De
verdslige myndigheder skulle derfor overtage kontrollen med alle hospitaler i
byerne og de kunne - og i særlige tilfælde burde de - supplere de økonomiske
midler med de beløb, som indsamledes i kirkernes fattigbøsser. Kirkens rolle
i dette projekt omgik Vivés derimod med passende diskretion. Han priste
kirken for dens hidtidige indsats på området og håbede, at kirken fortsat ville
opmuntre til godgørenhed og medfølelse.
Vivés viede et helt kapitel til imødegåelse af den forventede kritk af hans
program. Der ville sikkert, sagde han, være folk som ville forsvare de fattige
mod bortvisning fra byerne, mens de fattige selv nok ville vægre sig mod at
skulle arbejde for deres almisse. Sådanne indvendinger måtte man dog se
bort fra. Hårdt skulle sættes mod hårdt, hvis problemet skulle løses, efter
som reformprogrammet uden tvivl ville bringe mange fordele i fremtiden:
De hygiejniske forhold i byerne ville bedres og forbrydelser reduceres, når det
konstante input af kriminelle og fremmede tiggere blev standset. En by uden
tiggere var en beundringsværdig ting, og dens ry ville kun vokse, pointerede
Vivés.55
Luther og tiggerne
Diskussioner om fattigdom og offentligt tiggeri var en væsentlig del af Re
formationstidens teologiske debatter. Kritik af de katolske barmhjertigheds
doktriner var således en integreret del af protestanternes religiøse og kirkepo
litiske programmer. Især stod forestillingen om de gode gerninger og deres
indflydelse på livet i det hinsides for skud. Martin Luther harcellerede i flere
af sine skrifter over katolikkernes manglende fattigforsorg og deres sanktio
nering af det offentlige betleri, især kendetegnet ved tiggermunkene. Grund
stenen i Luthers lære var, at menneskets pligter som kristen og som med
lem af det menneskelige samfund kendetegnedes ved to love: evangeliernes
guddommelige lov, som styrede og regulerede Kristi rige, og den naturlige