198 / 249
tionale trends, der styrede de syd- og vesteuropæiske fattigvæseners politik.
Man skelede til hinanden, læste de samme skrifter og tog hurtigt ved lære. Til
forskellige tider var det forskellige synspunkter, der prægede debatten, men
de nåede alle ud til de fjerneste kroge - fra det sydlige Italien til det nordlige
Skandinavien. Det synes derfor oplagt, at fattigvæsenets institutionelle histo
rie ikke skal behandles isoleret for hvert enkelt land, men bør betragtes i en
fælleseuropæisk sammenhæng. Man kan ikke forklare den danske udvikling
uden at inddrage de internationale tendenser og modeluner, som i det store
og hele var bestemmende og afgørende for den socialpolitiske udvikling i
Danmark-Norge og hertugdømmerne.
Den første bølge, der skyllede ind over Vesteropa i første halvdel af 1500-
tallet var kendetegnet ved, at det var byernes myndigheder, ikke staten, der
greb ind over for problemet med det stigende antal fattige. Denne ’kommu
nale’ bevægelse kan spores overalt fra det sydlige til det nordlige Europa. By
ernes verdslige myndigheder overtog det sociale område, som tidligere havde
hørt under kirken - såvel i katolske som i protestantiske lande —og centralise
rede og rationaliserede ressourcerne og, ikke mindst, forbød man flere steder
tiggeriet i det offentlige rum. Man indførte sondringen mellem de værdige
og de uværdige fattige, hjalp de første og udstødte de sidste. Fra Wittenberg
spredte bevægelsen sig i 1522 til de syd- og vesttyske byer over Flandern til
det nordlige og vestlige Frankrig. Herfra videre til Venedig, Verona, Genoa
og Bologna. Ved midten af 1500-tallet havde bevægelsen også spredt sig til
England, Holland, Nordtyskland og Skandinavien.140
Den næste bølge startede i midten af 1500-tallet. Denne gang var ud
gangspunktet England, hvor politikken med at indespærre de uværdige fat
tige i arbejdsanstalter (Bridewells) vandt frem. Selv om der ikke kan påvises
nogen direkte forbindelse mellem de engelske Bridewells og de nederlandske
tugt- og rasphuse, synes det oplagt, at hollænderne må have kendt til de en
gelske initiativer, og fra Holland bredte tugt- og rasphusene sig til Tyskland
og Skandinavien. Fænomenet vandt primært frem i de protestantiske lande,
men det betød ikke, at de katolske områder ikke også spærrede deres uvær
dige fattige inde i arbejdsanstalter. Det viser tilfældet med de franske hospita
ler. Her kaldte man blot fænomenet noget andet. I Frankrig gik man endda
skridtet videre og ønskede at huse samtlige fattige - værdige som uværdige - i
store almindelige hospitaler. I England diskuterede man, om man skulle gøre
noget magen til, men forslagene vandt aldrig bifald, og man fortsatte med
kun at indespærre de uværdige fattige - i første omgang.
I den første trediedel af 1700-tallet indtræder nemlig den næste bølge,
hvor man skrider til at ville huse alle værdigt trængende i arbejdshuse. Bølgen
starter denne gang i England og breder sig i løbet af 1700-tallet til det øv
196
Peter Henningsen