![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0065.jpg)
2 Decorum og commodité
Aristokratiets fornemme boliger i 1700-årenes
København
Thomas Lyngby
Den skikkelige bolig
Når 1700-årenes fornemme københavnere trådte frem for hinandens blikke,
var de ikke sig selv, men maskerede. Ansigterne var skjult bag et tykt lag pud
der, og et honnet menneskes hoved kronedes af en paryk. Det var en dyd at
klæde sig efter tidens spraglede mode, og kroppen blev i det hele taget stilise
ret. Kvinderne fremhævede deres barm, snørede taljerne ind, mens hofterne
forstørredes med krinoliner. Mændene fremhævede deres maskulinitet med
strømpeindlæg, der gjorde deres lægge kraftige og muskuløse. Når man mød
te en bekendt på gaden eller traf personer, som man på det ydre at dømme
skyldte respekt og underdanighed, reagerede man pr. automatik med sirlige’
buk, der demonstrerede, at man var et civiliseret menneske.1
Disse maskerede mennesker boede i en by under forvandling. Fra 1660 til
1690 fordobledes hovedstadens indbyggertal til omkring 60.000, og væksten
fortsatte op gennem 1700-årene. Til trods for, at der årligt døde flere køben
havnere, end der blev født, og til trods for pestens hærgen i 1711, hvor mere
end 20.000 af byens indbyggere bukkede under, boede derved folketællingen
i 1769 93.000 mennesker i København.2
Nye huse, der i det ydre matchede den nye tids mennesker, blev bygget,
og kongen var overordentlig tilfreds dermed. Gang på gang friholdt han byg
herrer, der opførte sirlige, murede huse for grundskat, og da isenkræmmeren
Bartolt Hindrich Bischopf under Skånske Krig ombyggede sin gård på Ama
gertorv, følte Christian 5. sig foranlediget til at meddele, at han med ”sær for-
nøyelse oc welbehag fornummet hafuer, huorledis een deel af voris kiere oc
tro borgerschab her udj staden uanseet dise tiders vanskelighed dog lader sig
af yderste efne vere angelegen, denne voris kongl. Residents stad med god oc
grundmuret bygning at zire”.3
Enevælden var stærkt optaget af, hvordan hovedstadens huse tog sig
ud. I 1683 udstedtes en kongelig forordning, der skulle sørge for ’’gadernis