70 / 249
68
Thomas Lyngby
fornedre sig under sin stand for penges skyld og se ussel ud i tøjet eller leve
tarveligt derhjemme. Omvendt måtte man heller ikke indrette sig over sin
stand.19
Rangen gjorde den sociale status mere dynamisk. Og da æren ikke læn
gere var givet ved slægt og fødsel, måtte den have en fremtrædelsesform, der
bekræftede den som
virkelig
ære. Derfor blev de synlige og håndgribelige
tegn på ære stadig vigtigere. Rangsamfundets nye æreshierarki udkonkurre
rede langsomt de etablerede normer og vaner. I 1740’ernes opinion opfattede
man rangadelige som adelige, men man skelnede endnu sprogligt mellem
gammel adel og rangadel - et tegn på, at rester af det gamle standsopdelte
æreshierarki endnu fandtes.20Det rangbestemte æreshierarki spillede navnlig
en rolle tæt på kongens hof i København. Her var det socialt demonstrative
forbrug særlig udbredt, og livet blev iscenesat i overensstemmelse med rang
tænkningen.
De nye ærebegrebers succes viste sig ved en social stræbsomhed, der greb
om sig et par årtier inde i 1700-årene, hvor mange borgere drømte om en
plads i rangen. De
honnette
ambitioner i Holbergs berømte komedie var vel
kendte i samtidens virkelighed. I 1735 skrev Otto Thott, deputeret i det ny
oprettede Kommercekollegium, at det var et problem, at nogle kræmmere
’’aldrig snarere (har) vunden 20 å 30.000 rigsdaler, og vel mindre, førend de
ophøre at handle, og da søger caracterer for sig”.21 Rangsygen betød en sta
dig inflation af ærværdige symboler som bolig og klædedragt. Det er givetvis
i denne sammenhæng, at man skal se den stadig større hast, hvormed moden
skiftede op gennem 1700-årene. Bestandigt havde eliten behov for at skille
sig ud via nye og kostbare former for luksusforbrug. Den aristokratiske rang
adel efterstræbte det nyeste, det fornemste og det kunstigste —dvs. det mest
kunstfærdige.
Foruden et overdådigt forbrug skulle fornemme folk og folk med
honnette
ambitioner - smukke folk eller de skikkelige, som de kaldtes med et dansk
udtryk - demonstrere deres position via en formfuldendt opførsel.22 De to
neangivende manerer udsprang fra livet på kongeslottet og i aristokraternes
palæer og spredte sig herfra til livet i andre sirlige huse. De store grupper, der
i det dynamiske rangsamfund søgte at blive en del af den
honnette
verden,
men som havde rødder i andre adfærdsnormer og derfor ikke på rygmarven
kendte de rette manerer, havde behov for at lære at begå sig. Til dette formål
fremkom i 1600-årenes slutning og op gennem 1700-årene en ny type af an
standshåndbøger. Den dynamik, der prægede den sociale orden, stillede krav
til individet om at tilegne sig nye vaner. De skikkelige skulle føre deres krop
på en måde, så det var tydeligt, at de ikke var en del af hoben. En udbredt
metode var danseundervisning.