74
Thomas Lyngby
Paraderummene
Paradesuiterne blev taget i brug, når herskaberne blev opsøgt af folk af lavere
rang, der ønskede hjælp eller beskyttelse i en bestemt sag. For at dette møde
kunne forløbe på en måde, så den socialt overlegne blev overbevist om den
underlegnes underdanige respekt, og den underlegne omvendt følte sig sik
ker på at nyde bevågenhed, betjente man sig af en formel, ceremoniel adfærd.
Ceremoniellet pointerede den hierarkiske asymmetri mellem de tilstedevæ
rende og sikrede, at forskellen i status blev opretholdt.
Den sociale ulighed iscenesattes arkitektonisk ved, at den suite af rum,
som den besøgende skulle passere før mødet med husherren, havde en vis
længde. Paradelejligheden var indrettet på
beletagen
, og for at nå frem måt
te gæsten gå op ad en etagesammenbindende trappe og bevæge sig gennem
rækker af rum. Måden, man bevægede sig på, når man gik gennem palæet,
viste, om man var et sirligt menneske. Den gangart, man indøvede hos dan
semesteren, krævede en regularitet i arkitekturen. Man skulle kunne overskue
bevægelsesforløbet, så man også kunne håndtere vanskelige passager. Kvin
dernes krinoliner og de høje fontange-opsætninger af håret, der blev brugt
ved visitter og fester, stillede store krav til kropsbeherskelsen. Her kunne man
skelne dem, der havde indøvet graciøse bevægelser, fra dem, der ikke hav
de.44
Dørene i sammenhængende rum blev anbragt
enfilade
- på en række — så
man i ét blik kunne overskue den vej, man skulle bevæge sig gennem bygnin
gen. Passagen af en sådan række af rum var forbundet med et stemningsmæs
sigt crescendo. På vej til mødet med husherren eller -fruen blev indretningen
af de rum, man passerede, stadig mere overdådig, kulminerende i paradelej
lighedens modtagelsesrum. Den besøgende var udsat for en æstetisk magtde
monstration, og det hørte til den rette anstand ikke at lade sig benove og tabe
fatningen, men fortsætte med faste skridt og blikket ligefrem uden at se for
meget op eller for meget ned på gulvet.45
Intet sted er det måske tydeligere, at arkitekturen og de nye bevægelses
mønstre vekselvirkede, end når man betragter palæernes trapper. Allerede i
Gyldenløves palæ fandtes i den sydlige portåbning en italiensk trappe, der i
lige løb tilbød en mindre stejl og mere bekvem passage mellem etagerne end
tidligere tiders vindeltrapper.46
I sin
Cours d Architecture
(1683) skrev François Blondel, at man ikke skul
le anvende krumme trappetrin, skønt disse var blevet rost af et af de store
forbilleder, renæssancearkitekten Andrea Palladio. Ifølge Blondel var men
neskets skridt indrettet på det firkantede; det krumme var overrumplende og
fik én til at snuble.47På de italienske trapper tabte man ikke pusten, og man
behøvede ikke at vride kroppen på skæve trin. Til gengæld krævede de nye