82 / 249
80
Thomas Lyngby
Snart opførte Bernstorff et palæ i fransk stil og bidrog således til, at Kø
benhavn fik del i rokokoens salonkultur. Bernstorff styrkede blandt andet sit
palæs æstetisk-litterære stemning ved at tage den tyske digter Friedrich Gott
lieb Klopstock i huset; digteren spiste sammen med husherren og -fruen og
deltog i deres selskabelighed med oplæsning af sine digte, som de tilstedevæ
rende kommenterede. Inden længe forlod den kunstkyndige Wasserschlebe
Paris og flyttede ind i palæet. Bernstorffs hustru, Charitas Emilie von Buch-
wald, havde også sin egen selskabsdame. På den måde fik Bernstorff som no
get nyt en åndelig-æstetisk ”tjenerstab”, der fik egne lejligheder i hans enorme
palæ. Omkring 70 personer havde bolig i dette bygningskompleks.71
Det var næppe i alle palæer, at konversationen kunne matche det åndrige
niveau i Bernstorffs, men de nye idealer var man fælles om, og i rokokoens
københavnske palæer indrettede man derfor selskabelige lejligheder. I de fle
ste af palæerne lå der i stueetagens midte modsat gaden en havesal, som man
kunne nå direkte fra vestibulen. Det er nærliggende at se disse havesale som
pendanter til de parisiske saloner.72
I de franske saloner var det ofte en kvindelig vært, der tilrettelagde sel
skabeligheden. Som en parallel til dette kan det iagttages, at også rokokoens
kvinder i København spillede en særlig rolle i den nye type af mindre cere
monielle samværsformer. Blandt de eftertragtede gæster i de københavnske
saloner var den galante franskmand, Laurent Anglevier de la Beaumelle, der
1751 blev professor ved et nystiftet fransk sprogakademi, der havde til huse
på Charlottenborg.73Grevinderne Schulenburg, Reventlow og Holstein kap
pedes om, hvem der kunne knytte ham til netop deres salon, og efter sigende
gik hele la Beaumelles dag med visitter, selskaber og teaterbesøg. Han havde
desuden et slet og ’liderligt rygte’.74
I sit tidsskrift
La Spectatrice Danoise, ou L’Aspasie moderne
(1749-50) skrev
la Beaumelle blandt andet fiktionsskildringer på baggrund af sine oplevelser
af livet i de københavnske saloner. I en fortælling er vi f.eks. hos en grevin
de, der samler den fine verden. La Beaumelle redegør i fortællingen for den
kvindelige værtindes betydning som omdrejningspunkt for salonens mindre
ceremonielle og mere afslappede stemning. Grevinden hadede, siger la Beau
melle, det kokette og kunstlede. Hun var på én gang naturlig og vidende og
én, som de tilstedeværende gerne rådførte sig med. Takket være værtindens
fortjenstfulde væremåde kunne forretningsmanden trygt hvile ud i salonen,
statsmanden kunne tabe sit anliggende af syne, hofmanden ånde frihedens
luft, krigsmanden finde adspredelse og
petitmaitren
for en stund aflægge sit
lapseri og være beskeden og forstandig.75
Lad os prøve at se nærmere på, hvorledes en selskabelig lejlighed i 1700-
årenes København kunne tage sig ud, f.eks. den havesal med tilhørende suite