88 / 249
86
Thomas Lyngby
blev opfattet af omgivelserne. Det var især vigtigt under de festligheder, som
afholdtes i salen. Via et diskret blik i spejlene kunne man, uanset hvor man
var placeret, skaffe sig kundskab om, hvad de andre festdeltagere foretog sig.
Spejlet gav én mange øjne, man kunne se de andre fra alle sider og vinkler.
Omvendt blev man selv betragtet fra alle sider, og det intensiverede kravet om
kropsbeherskelse. Man blev ikke alene betragtet forfra af den, man konver
serede med, man måtte også være forberedt på at blive betragtet af folk, der
var placeret helt andre steder i salen. Samtidig kunne man iagttage, hvordan
man selv tog sig ud fra alle vinkler og sikre sig, at man førte sin krop med pas
sende anstand. Når Georg Grefflinger i sin anstandshåndbog
Ethica Comple-
mentoria
(1678) skrev, at man skulle have ”et Øye for oc bag”, så man kunne
gebærde sig ret, så var spejlene om noget en metode hertil.85 Spejlet tjente til
at observere andre, observere sig selv og til at skabe bevidsthed om, at man
selv blev observeret af spejlets allestedsnærværende øjne. På den måde virkede
spejlene dobbelt: De disciplinerede menneskers adfærd, samtidig med at de
tillod, at man diskret kunne udspionere de andre.
Denne spionage havde ikke kun til formål at afsløre ’fjender’. Ifølge an-
standshåndbøgerne var det at tage sig forbilleder, som man i sine handlinger
søgte at imitere, en metode til at lære den rette måde at føre sig på.86Endelig
hørte det til tidens velanstændighed, at man i selskab gjorde som de andre.
Man skulle bogstaveligt talt le og græde med de øvrige tilstedeværende.87Ens
fremtræden skulle tilpasses overindividuelle stemninger. Hertil var spejlene et
nyttigt redskab. I dem kunne man fornemme selskabets attituder og bringe
sig i overensstemmelse hermed.
I forsøget på at begå sig i hofsamfundets intrigante verden synes men
neskene til en vis grad at have betjent sig af et handlingsmønster, der kan
sammenlignes med det ’spejlstadie’, som den franske psykoanalytiker Jacques
Lacan har beskrevet. Når det lille barn lærer at genkende sig i sit spejlbillede,
får det en fornemmelse for et kropsbillede, som tjener til at placere de forskel
lige lemmers sansninger. Det svarer til, at parykmenneskene brugte spejlene
til at få en detaljeret viden om, hvordan alle deres lemmer gebærdede sig, når
de betjente sig af indøvede teknikker til kropsbeherskelse. Ifølge Lacan iden
tificerer det lille barn sig imidlertid med billedet af den anden krop, som det
ser i spejlet. Herunder kan barnet i en fase ikke skelne sin egen krop fra de
jævnaldrende legekammeraters. Den visuelle oplevelse af legekammeraten,
der falder, får det lille barn til at græde, fordi det tror, at den andens krop er
dets egen, akkurat som den ’anden’ krop i spejlet er barnets egen krop. Barnet
oplever sin krop som et objekt og omtaler typisk sig selv i tredje person eller
i akkusativ (”mig”), før det lærer at bruge første person.88