MiraklernesTid

Thomas Lyngby

gæsternes ankomst, hvorefter Moltke ad

dégagement’ets

skjulte trappe kunne

nå retiradegemakket i paradelejligheden ovenpå uden at passere andre rum

undervejs.

Arkitekturteoretikere var tidligt opmærksomme på det hensigtsmæssige

i en dobbelt række af rum og sekundære småtrapper, når det gjaldt om at

skabe fleksible bevægelsesmønstre. Hemmelige trapper og korridorer var dog

kun lidet populære, da de optog plads og ikke tjente til repræsentation, hvil

ket længe var det dominerende parameter, når pragtbygninger blev indret

tet. Et nybrud skete med ideen om de skjulte trapper og korridorer. Charles

Augustin Aviler foreslog 1691 i sin

Cours D’Architecture,

at man installerede

dégagements

i sovekamre. Da Jean Alexandre Le Blond 1710 udgav en revi

deret udgave af værket, var fænomenet blevet videreudviklet, så en egentlig

definition kunne anføres ’’c’est dans un Appartement un petit passage où un

escalier, par lequel on peut s’éschaper, sans repasser par les mêmes pieces”.83

På samme måde som de forskellige dele af boligen var tæt forbundet med

skjulte gange og trapper, var de adskilte værensformer nært forbundet i sin

det. Det parykklædte menneske vidste, at afstanden mellem kontrolleret vel-

anstændighed og ukontrollabel tøjlesløshed var kort. Paraden og selskabelig

heden fremkaldtes ved viljesakter, men altid lurede andre spil, som man ikke

skød i baggrunden, men blot holdt tilbage til andre stunder og steder.

De nyttige spejle

At have mange spejle blev i 1700-årene et gennemgående træk ved indret

ning af palæer. På de fleste vinduespiller fandtes spejle, hvorunder stod en

konsol eller en kommode. Den udbredte brug af spejle tjente såvel æstetiske

som psykologiske behov. I sin anstandshåndbog

Liden Moralsk og politisk Bi

bel

(1702-04) skrev Hans Jørgensen Hørning blandt andet et afsnit med tit

len ”Et Speyls nyttig Brug”.841 afsnittet opfordrede Hørning til, at man altid

skulle have et spejl hos sig, således at man kunne vide, om nogen gjorde nar

ad en, når man vendte ryggen til. Den viden, spejlet gav, skulle dog ikke bru

ges til at konfrontere gerningsmanden med de ildesindede handlinger, men

derimod til at erindre sig hans holdning og fremover tage sine forholdsregler

mod ham.

Spejlet kunne også hjælpe det dannede menenske til at afværge, at nogen

måske listede sig ind på én og læste med i fortrolige breve eller opsnusede,

hvilke bøger, man var i færd med at læse. Endelig sikrede spejlet, at man ikke

i bogstaveligste forstand fik en kniv i ryggen. Spejle var således knyttet til et

behov for at vide sig sikker på, at man på bestemte tidspunkter var fuldstæn

dig alene, således at man kunne hengive sig til sysler, man ikke ønskede at