MiraklernesTid_1700

89 / 249

Decorum og commodité 87
På linie hermed var 1700-årenes parykklædte selskabsmenneske jeg-svagt
og gjorde som de andre. Under selskabeligheden opførte man sig som bar­
net i spejlstadiet og gjorde de andres følelser og attituder til sine egne. Man
spejlede sig ikke blot i spejlene, men også i de omkringstående personer, som
det var en dyd at imitere. Men parykmennesket regreerede ikke blot ubevidst
til et infantilt stadie - det gjorde det med overlæg. Spejlkiggeriet var ikke en
blind hengivelse til en før-individuel form for kollektiv bevidsthed; bag ma­
sken fandtes et jeg, der paranoidt frygtede de andres hensigter og lurede på
dem. Det er vel netop det, som Hørning beskriver, når han fortæller, hvor­
ledes man i spejlet kan sikre sig mod, at andre vrænger og spotter, når man
vender ryggen til.
Det skønne og det bekvemme
Når man byggede fornemme boliger i 1700-årene, skulle der både tages hen­
syn til décoration, muligheden for at repræsentere social status i paradelej­
ligheden, og til commodité, der gav menneskene mulighed for at trække sig
tilbage til mere personlige rum, hvor man kunne finde varme og ro.89 Den
romerske arkitekturteoretiker Vitruvius, som Renæssancen havde genopda­
get og ladet sig inspirere af, havde opereret med commoditas, der fastlagde et
rums proportioner ud fra dets funktioner, men 1700-årenes commodité åb­
nede op for nye overvejelser over forholdet mellem en boligs brug og dens
inddeling i rum.90
Disse betragtninger skal givetvis ses i sammenhæng med en ny mental
organisering af datidens mennesker, hvor afstanden voksede mellem værens­
former, som var socialt acceptable, og den uacceptable menneskelige biolo­
gi - kroppen, dens behov og drifter. Dette skisma, der uddybede afstanden
mellem behovene og behovenes opfyldelse, skabte et pres på den civiliserede
elites mennesker. Rokokopalæet var i paradelejligheden, den selskabelige lej­
lighed og den personlige lejlighed ramme for vekslende værensformer, hvor
den menneskelige biologi var underlagt forskellige grader af tabuisering.
Dégagements forbandt de lettere skizofrene typer af adfærd, hvor menne­
skene som kamæleoner i deres kropsholdning og stemning tog ’’farve” efter
de rum, hvor de opholdt sig.91Karakteren var ikke en uforandelig kerne, som
menneskene bar med sig fra sted til sted; men i situationen —når aristokraten
eksempelvis tog imod sin gæst i paradelejligheden —var han klippefast. Det
samme gjaldt den besøgende, der prøvede at påtage sig en fast holdning, så
han ikke lod sig rive så meget med af enfiladens stemningscrescendo, at han
fremstod som en bonde — vel nok noget nær det værste, et dannet 1700-tals-
menneske kunne blive beskyldt for.92