75 / 249
Decorum og commodité
73
dende til den verden, der fandtes i palæet. En særlig fornem vestibule havde
Moltke indrettet med en krummet bagvæg, der var inddelt i sektioner af en
svungen søjlerække. Vestibulens gulv var belagt med gråt marmor, samme
materiale anvendtes til søjlerne. Den hårde resonans, marmoret gav, var ifølge
de franske arkitekturtraktater passende for en herskabelig vestibule. Således
ønskede man, at besøgende skulle indlede deres vandring gennem palæet.
Den kølige atmosfære i rummet, der var uopvarmet, blev tillige understreget
ved en monokrom hvid-grå farveholdning.38
Samspillet mellem palæernes arkitektur og deres brug var et emne, der
optog tidens arkitekturteoretikere. Den franske arkitekt Jean Alexandre Le
Blond skrev i 1710, at et palæs indgangsdør skulle være stor, men sjældent
lukket, og at der i vestibulen stod tjenestefolk parat til at modtage gæster. Var
det koldt, trak tjenerne op i forgemakkerne, hvor der var kakkelovne.39
Man får indtryk af, at der var en høj grad af transparens mellem gaden
og vestibulen med dens åbne døre uden dørtrin. Havde man ærinde i huset,
kunne man tilsyneladende på egen hånd bevæge sig fra gaden og ind. Her
mann August Francke skrev i sin til dansk oversatte anstandshåndbog
En
Nyttig og Nødvendig Anviisning til Velanstændige Sæder
, at hvis døren til en
fornem mands hus stod åben, måtte man gå ind, ellers skulle man ringe el
ler banke på.40 Indenfor mødte man de opvartende tjenere, før man nåede
herskabernes rum, enten i vestibulen eller i forgemakkerne. Til disse tjenere
skulle man på forespørgsel melde sit navn og sit ærinde og derefter afvente
tilladelse til at bevæge sig videre ind i palæet.41
Et indtryk af det sociale spil, der var forbundet med at træde ind i et for
nemt hus, får man i den islandske sømand Arni Magnussons optegnelser.
I 1753 kom han til København for at besøge sin bror, der tjente hos told
inspektør Cornelius Schumacher. Schumacher havde netop bygget et hus i
Norgesgade (Bredgade) ved siden af det sted, hvor Berckentin var ved at op
føre sit palæ. Magnüsson, der ikke kendte København, kunne ikke selv finde
vej, men fik hjælp af landsmanden ’’Thorlak fra Vestmanøerne”, der var bosat
i hovedstaden. Da de var nået frem, vendte Thorlak imidlertid om; han turde
ikke være med længere ”da det [huset] saa ud som et Slot”.42Magnüsson lod
sig imidlertid ikke kyse så let og ringede med dørklokken, ”og der kom en
ud, som spurgte, hvem jeg søgte. Jeg spurgte ham igen, om der ikke i Herrens
Tjeneste var en Islænder. Han sagde Nej, ”men her er En ved Navn Mon
sieur
Magnus
, men han er fra Sverige”. ”Vær saa god at hente ham til mig”.
Han siger: ”Nu skal jeg finde ham”.43Adgang til de fornemmes huse gik via
udfrittende tjenestefolk —forhold som Magnüsson givetvis ikke var vant til
hjemme i Island.