68 / 249
66
Thomas Lyngby
Frederiksholms Kanal og Ny Kongensgade, og fra samme ård Danneskiold-
Laurvigs i Store Kongensgade.
I den i 1749 anlagte Frederiksstad byggedes ikke færre end ni palæer i
den nye rokokostil. Stod man i 1750’ernes slutning på den plads, hvor den
monumentale Frederikskirke var ved at blive opført, og kiggede ind mod den
nye bydel, mødte blikket på hjørnerne af Frederiksgade to ens palæfacader,
der spejlede hinanden med gaden som symmetriakse. Tvillingepalæerne var
opført af to medlemmer af Frederik 5.s Geheimekonseil, Frederik Ludvig
Dehn og Johan Fiartvig Ernst Bernstorff. Længere fremme ad Frederiksgade
nåede man bydelens centrale ottekantede plads, der omkransedes af fire ens
udseende palæer, opført af Christian Frederik von Levetzau, der var deputeret
i Kommercekollegiet, godsejerne Joachim Brockdorff og Severin Løvenskiold
samt overhofmarskal Adam Gottlob Moltke.10Pladsens midte var reserveret
til den rytterstatue af Frederik 5., som Asiatisk Kompagni havde bestilt hos
billedhuggeren Jacques-Fran^ois-Joseph Saly. Tre af de fire palæer omkring
rytterstatuen blev efter Christiansborgs brand i 1794 kongehusets nye resi
dens, Amalienborg. Frederiksstadens øvrige tre palæer blev opført af Chri
stian August von Berckentin, Wilhelm August von der Osten og Christian
Lintrup, der som jysk født borgersøn havde tjent en formue. I 1756 adledes
han under navnet Lindencrone.
De fornemme huses kreds om de kongelige statuer på Kongens Nytorv og
omkring den centrale plads i Frederiksstaden var sindbilleder på enevældens
ideal. Kongen var den centrale figur, som den enkeltes gunst afhang af, men
også en konge, der regerede via den elite, han omgav sig med. Den enevæl
dige kongemagt bestræbte sig således på at omdanne standssamfundet til et
rangsamfund. Status skulle ikke længere udelukkende være givet ved føds
len, men være noget, man opnåede, når man færdedes i nærheden af kon
gen, og denne begunstigede én med titler og rang. Kongerne søgte at stække
den gamle, dansk-holstenske adel, der endnu sad på hovedparten af landets
godser, ved at holde den borte fra en række embeder inden for hoffet, mili
tæret og administrationen, hvor man i stedet med fordel kunne benytte sig af
borgerligt fødte eller adelige af udenlandsk herkomst for herved at skabe en
modvægt til den gamle adels magt.1
For at nå sit mål betjente kongen sig af en række værktøjer, der gjorde det
muligt at tildele enkelte personer og grupper ære. Disse redskaber blev for
maliseret nogenlunde samtidig med, at Kongens Nytorv tog form - på den
tid, da Christian 5., der var den første konge, som havde arvet sin enevæl
dige værdighed, tog over.12 Da majestæten et års tid efter sin tronbestigelse
lod sig salve i Frederiksborg Slotskirke, havde han et par uger forinden ud
stedt en rangforordning, der skulle skabe et fintmasket socialt hierarki med