69 / 249
Decorum og commodité
67
55 ærestrin, hvorefter landets elite skulle inddeles. De ledende embedsmænd,
kongen havde valgt, stod her over den gamle dansk-holstenske adel i værdig
hed.13
Samtidig indstiftede majestæten Dannebrogordenen, hvis medlemmer
placeredes højt i rangen. Ved at udnævne dannebrogsriddere kunne kongen
begunstige udvalgte personer, ikke mindst blandt den gamle adel, som han
herved hævede over deres tidligere ligemænd.14Kongen forebeholdt sig end
videre retten til at tildele adelskab til enkeltpersoner; han kunne også benåde
en undersåt med karakterer, det vil sige med en titel som eksempelvis etatsråd
eller justitsråd, uden at der fulgte et embede med.15Endelig fik storgodsejere
en mulighed for at indtage en høj position, idet man mod at båndlægge hen
holdsvis 2500 og 1000 tønder hartkorn kunne erhverve titler som grever og
baroner.16
Ranghierarkiet var ikke kun en abstrakt orden, men et princip, der skulle
være synligt for omgivelserne. Rangforordningen af 1671 og de reviderede
udgaver, der fulgte, regulerede, hvem der skulle gå forrest i ceremonier, hvem
der skulle indtage hvilket sæde ved hoffets fester, og hvilke tiltaleformer man
skulle titulere forskellige typer af rangpersoner med.17 Nært beslægtet var
en række overdådighedsforordninger fra 1682 og løbende gennem de næste
hundrede år, hvor det blev fastsat, hvilken klædedragt de forskellige rangklas
ser måtte bære, hvor stor en pragt de måtte demonstrere, f.eks. ved ligstuer,
hvorledes deres kister måtte udsmykkes, samt hvordan man måtte holde bryl
lup, barsel og gæstebud. At have palæ i København var ikke forbeholdt en be
stemt rangklasse, men det hørte til grevernes privilegier, at deres palæer blev
fritaget for grundskat, ligesom den enkelte greve fik tilstedt jurisdiktion over
dem, der var indlogeret i hans palæ.18
Overdådighedsforordningerne udsprang af en verden, hvor social status
blev signaleret via forbrug af symbolladede genstande som guldknapper og
prægtige tekstiler, der kunne fremvises for omverdenens blikke. Til samme
verdensorden hørte, at boligen blev iscenesat som et stykke prangende arki
tektur, der tog sig ud i gadebilledet, og som en scene for overdådige fester.
Aristokraternes og det bedre borgerskabs boliger var en del af en offentlig
hed, hvor man repræsenterede sin rolle i samfundet. Denne iscenesættelse af
luksusforbruget tog ikke kun sigte på at tilfredsstille egne individuelle behov,
men var en decideret offentlig handling. At træde frem på den sociale scene
med en værdighed, der var i overensstemmelse med éns sociale rolle, var også
et moralsk anliggende, et udtryk for social ansvarlighed, idet man herved bi
drog til at opretholde den sociale orden. Som professor Christoph Henrich
Amthor skrev i sin anstandshåndbog
Collegium Homileticum De Jure Deco-
ri,
så skulle éns klædedragt og bolig svare til éns position. Man måtte ikke