PeterFrederikSuhm

»Samtaler i de Dødes Rige.«

149

Sam talen d re je r sig

0111 O delsretten og er i sin inderste K jæ rne

en L o v p risn in g a f p o litisk F rih ed .

D en an d en S am tale føres im ellem »Sverre, K onge i Norge,

C h ristian 3. i D anm ark , og K an tsler Jo h an Friis.« Det er

0111

O p hæ velsen a f det no rske R aad og F o ren in gen m ellem Norge

og D an m ark S am talen bevæ ger sig.

Saa træ de i den tred ie Sam tale »Hagen Hagensen, Konge

i Norge, og C h ristian 4. i D anm ark« frem og vexle O rd om

deres O m h u for N o rge; K o n g H agen ad varer im od »sm igrende

H offolk, løgn ag tig e Skald ere, h y k k e lsk e Lovtalere.«

E t v id e n sk a b e lig t P ro b lem er G jenstanden for den fjerde

Sam tale im ellem »B ugenhagen, den danske Reform ator, Broc-

man, B isp i S jæ llan d , og en nu n y lig afdød Præst.«

P ro

blem et, der drøftes, er den d ogm atiske B ehan d lin g a f den

protestantiske K irk e s Læ re.

Præ sten repræ senterer den filo

sofiske B eh an d lin g, idet h an støtter sig p aa K isb yes C o lle g iu m ;

»i den B og ligger og en virk e lig S kat forborgen,

nam bene qvi

distinguit, bene doeet,«

m edens de andre to holde sig til Skriften.

Sam talen glid er derefter over til at tale om den bedste P ræ

diken.

»Peer O xe, en fran sk Financier,« h ave R ollerne i den

femte Sam tale. D en fran ske S tatsøkon om fo rsvarer Frem gangs-

m aaden i sit F ø d elan d , h vo r R egjeringen gjør Gjæld, paalæ gger

Skatter, frem m er O verd aad igh ed , m edens den danske F in an s

m inister h o ld er p aa Sp arsom m eligh ed , paa at u d vik le Landets

naturlige H jæ lpek ild er, og tilsid st i en kort, k la r U dvikling

gjeridriver F ra n skm a n d e n , som u d b ryd er: »Ak! Skræ k over

falder m ig; de A rm es T a a re r fald e ned paa m ig som gloende

Regn.

G iv m ig et godt Raad.«

H ertil svarer P eer O xe: »Jeg

kan ik k e, h v o r gjern e jeg vil, th i Du faar at høste, h vad Du

har saaet.«

D en sjette S am tale føres im ellem »E rkebisp Absalon. En

Minister.«

Som m an k an tæ n ke sig, drejer det sig om store

R egjerings-M axim er, og om A anden, der gaar igjennem Sam

talen, faar m a n strax en F o restillin g ved de første Ord.

A b

salon siger n em lig: »Den Sæ tning er rigtig; F o lkets Røst ei

Guds R øst; n a ar en K lage, en B egjæ ring eller et Ø n ske ei

bleven saa alm in d elig, at m an m ed Rette k an tilegne den det

hele F o lk , saa er den og ganske vist grundet, og saa er det

høj T id at give A gt p aa den.«

M inisteren svarer hertil: »Ja,