175 / 610
158
Peter Frederik Suhm.
i h v ilk e den v a r skreven , eller i O versæ ttelser.
D et k a n d er
for vel forstaas, at det vak te O psigt, at en F o rfatter frem traadte,
som leverede den ene R om an efter den anden, sk reven i et
ilyd en d e d an sk Sprog, a f ringe Om fan g, saa at R om an en in d
skræ n ked es til at væ re en F o rtæ llin g, der lod sig læ se igjen n em
i k o rt T id — og derfor m ed L eth ed lod sig læ se m an ge Gange
igjen n em — og h an d led e om Æ m n er, hentede fra de n o rd isk e
R igers æ ldste H istorie. D isse F o rtæ llin ger slog ned i P u b lik um ,
og »F orfatteren a f Sigrid« b le v a f sin Sam tid næ sten beund ret
i sam m e G rad som tred sin d styve A ar læ ngere fremm e i T id en
» F orfatteren a f en H verdagshistorie« b lev b eu n d ret a f sin S am
tid.
T il O p lysn in g herom v il det væ re passende, at anføre
nogle S ty k k e r a f de K ritik er over disse F o rtæ llin ger, som frem
kom i et P a r a f de T id sskrifter, som gav T o n en an, n em lig:
» K iø ben havn s K ongel. priviLegerede A dresse-C ontoirs N ye K ri
tisk Journal,« som b lev skrevet a f R ektor ved H elsingørs læ rde
Skole,
Jakob Baden,
og »Den k ritisk e T ils k u e r 3.«
Om »Sigrid« siges i Jo u rn alen : »K araktererne ere a fstik
kende og tegnede m ed San d h ed og S ty r k e ; de fo rsk jellige S in d s
lid elser iagttagne m ed filo so fisk G randseenhed, og deres sandse-
lige U d tryk stilte for Ø jn e efter L iv og N atur. M an fin d er m ange
ædle og h øje T a n k e r og n yttige Sæ delæ rdomm e. F o rtæ ln in gen
selv k u n d e paa nogle Steder væ re m indre vid tlø ftig og b e b y r
det; m en sm aa P letter støde ik k e i et M aleri, som er sm u kt
i det H ele, og E n h v e r øn sk er at se m ere fra denne Forfatter.
V i h ave læ st dette S ty k k e m ed Interesse.«
Om »Gyrithe« siges, at »F ortæ tninger som denne sk u lle
væ re m eget sk ik k ed e til at op live Ivjæ rlighed til Fæ d ren elan d et
og gjøre dets Rorgere sig selv kjæ re og vigtige, n aar de u d
føres m ed denne F o rfatters Held.«
K ild en til F o rtæ llin gen er
Saxo, m en »de sm u k keste E p iso d er h ar h an [o. Forfatteren]
selv tilsat, og gjen n em væ vet det Hele m ed ad sk illige M axim er
og ædle og høje T anker.«
Om »Frode« h edder det: »Dette er atter et a f de sm aa
N atio n alstyk k er, h v o ra f denne væ rd ige F o rfatter allerede h ar
skjæ n ket os nogle, h vis H ensigt er den ædelste, en d an sk
Skriben t k an have, nem lig at gjøre E n igh ed en s R aan d im ellem
T villin g rig ern e ret fast og varigt. Det er den A an d , der h ersk er
i F o rtæ llin gen selv, den, der h ersk er i de indstrøede Sange.«
Om »de tre Venner« dømm es, »at alle Heltene ere store,