181 / 610
164
Peter Frederik Suhm.
S k o ven v an d rer ved h an s Side. D er er den gam le, sn ak som m e
K vind e, H yordis, som m ed røren de O p rigtigh ed fo rtæ ller om
sit ly k k elig e Æ gte sk ab m ed sin M and, H ara ld ; der er hendes
Søn, den djæ rve R egn ald, der fo retræ k k er at dræ be sig selv
frem for at bøje sig for sin sejrende F jen d e.
D er er den gifte-
syge, ven d isk e P ige, Insegun de, o. s. v.
D ertil k om m er saa
den hele n o rd isk e F a rve , der er lagt over Sk ild rin gen , som vel
ik k e altid er ren, m en dog er h øjst fo rsk jellig fra h v a d m an
plejede at læ se i fremm ede R om aner.
O g endelig er H an d
lingen ik k e spu n d en ud, saa at den b live r lan g tru k k en og
k jed e lig ; m en den er sam m en træ n gt og k o n cist fortalt.
D e K ritik er om »Sigrid,« som M edlemm erne a f S elskab et
for de sk jø n n e V id en sk a b e r h ave afgivet, før de tilkj endte F o r
tæ llingen den udsatte P ris, ere d esvæ rre ik k e kjen dte, og m an
m aa nøjes m ed den K jen d sgjern in g, at »Sigrid« v an d t Prisen.
O p g a ve n v a r at forfatte et A rbejd e i V elta len h ed ; Selskabet
m aa da v ist først og fremm est h ave seet p aa F o rtæ llin gen s
F o rh o ld til d en n e' æ sth etiske F o rd rin g , og der m aa følgelig
væ re b levet lagt V æ gt paa, h vo rled es F o rm e n er givet for F o r
tæ llingen , h vo rled es Sproget er b eh an d let i den. M an k a n nu
godt sige om »Sigrid,« at der er m eget rh eto risk i den, uden
at der dog derm ed sk al væ re m ent, at der er m egen O rd bram ,
m egen F y ld e k a lk i F o rtæ llin gen .
Men det R h eto riske i den
gam le Sagafortæ llin g, som ofte er efterlignet, de korte Sæ tn in
ger, giver vel F o rtæ llin gen L iv , m edens denne F o rm ogsaa
k a n b live noget affektert og forskruet.
O g sa a er h yp p ig t det
M aleriske, der benyttes til at frem stille P erson ern es Stem ninger,
ført ud til O verd rivelse.
I sine andre n o rd isk e F o rtæ llin ger h ar S u hm b ru gt samm e
B eh an d lin gsm aad e, saa at de egentlig alle ligne hverandre.
Men i »Sigrid« er h a n m in d re sød lad en ; th i det er en E jen
dom m elighed ved flere a f de S u hm sk e F o rtæ llin g e r, at de
ku n n e henregnes til den larm o yan te Genre, h v o r de fo r h yp p ig
græ dende Helte og H eltin der gjøre et u h eld igt In d tryk , idet-
m indste paa N u tids-Læ sere.
O ven for er m eddelt nogle P rø v er paa, h vorled es K ritik en
døm te om disse N oveller, gan ske k o rt efter at de vare ud
kom ne.
H ertil k a n føjes et P a r V id n e sb yrd om , h vorledes
m an døm te om dem ad sk illige A a r derefter: