183 / 610
166
Peter Frederik Suhm.
m an ge troede, at h a n d erved h avd e tab t sin Sm ag for det
skjø nne, at h a n ik k e m ere v a r den sam m e, som m ed saa
m esterlig en P en m alede sit A a rh u n d red es K arak ter.
Men
h vo r forandrede b leve n u D om m en e? fo r sine læ rd e A rbejder,
som vare F ru g tern e a f m an ge A ars m øjsom m elige Stud eringer,
nød h a n ik k e den B erøm m else a f sine L an d sm æ n d , som for
dette V ittigh eds-A rbejde.
Im id lertid v a r denne B erømm else
ham k jæ r, og den v a r h am saa m eget kjæ rere, fordi den v a r
San d h ed en s u k u n stled e Sprog, da det en d n u v a r u bekjen d t,
fra h v ilk e n H aand m an h avd e denne G ave, og h an s literariske
R ygte h v erk e n o p vak te h am M isundelse, eller fo rskaffed e ham
ufortjent B ifald . Su hm elsked e derfor sin S igrid og gav snart
denne sin yn d ige D atter flere ligesaa sk jø n n e Sø dskend e. H an
v a r stolt a f at væ re F a d e r til en saad an D atter, og k ald te sig
Fo rfatteren a f Sigrid.
Dette v a r for h am et v irk e lig t Hæders-
N a vn ; thi det v a r h os os en. n y D igter-B ane, h an h avd e be-
traadt, og det vared e længe, førend N ogen opstod, som dristede
sig til at efterfølge ham .«
F o rfatteren til denne M indetale var
Henrik Kampmann,
Sognepræ st i F a rum , der h avd e levet i S u hm s H us som L æ rer
for Sønnen, U lrich F re d e rik Su hm .
E n d n u et D ecen n ium ind i det nittende A arh u n d red e
døm tes der om Su hm s n o rd isk e F o rtæ llin ger om trent som der
v a r b levet døm t om dem tred ive A a r tidligere.
D erp aa k an
Chr. Molbecli
kald es frem som V id n e. H an forfattede et M inde
skrift over Su hm , der u d k om 1814, og h an siger h e r 9, at de
no rd iske F o rtæ llin ger ere »Noget a f det yp perste, S u hm h ar
skrevet, og h vo rved h an alene v a r b leven ud ø d elig, saa længe
det d an ske T u n gem aa l v a re r; i Sprog og Stil ere de det for
trinligste ik k e blot ib lan d t Su hm s digteriske A rbejd er, m en
m aaske ib lan d t Alt, h vad h an h a r frem bragt, som giør F o r
dring p aa en ædel og skjø n In d klæ d n in g.
D et er lettere at
finde Noget at dadle ved O p fin d elsen og Sam m en sæ tn in gen i
hine S u hm ske F o rtæ llin ger end at efterligne den Sim pelhed,
R enhed og k y sk e Y n d e, h v o rve d de en d n u indtage d an ske
Læ sere som for fyrretyve A ar siden.
De vare en fager For-
aarsblom st, u d sprugne ved F o d en a f N orden s stolte E g, de
voxed e frem , plantet a f Su hm , om h ygg elig opelsket a f ham ,
indtil den bredte sin mæ gtige, skyggen d e K ron e ud over F æ d re
landet, og v i saae D an skes D aad og væ ld ige B ed rifter i de