186 / 610
Nordiske Fortællinger.
169
O versæ ttelse p aa T y d s k eller p aa F ra n s k ; R ich ard so n , F ield in g ,
Sm ollet, G old sm ith , Sterne, kjen d te h a n godt og h an satte P ris
paa d em : »de h a ve skrevet uefterlignelige R om aner;« om P ræ sten
i W a k e fie ld sk riv er h a n : »Sjelden findes K arak terer saa fo r
træ ffeligen tegnede som her, ik k e id ealske, m en efter N aturen,
Interessen er og fortræ ffelig her anbragt. D yd en b live r b elø n
net, og L a ste r straffede.
Ivorteligen, det er en a f de bedste
R om aner, jeg h a r læst.« F ra n sk e R om aner læ ste Su hm ogsaa,
m en de behaged e h am ik k e og h an bru ger ofte de O rd om
dem : lum p en , liderlig.
Stu d iet a f en gelske R om an er k u n d e vel hjæ lpe Su hm til
at b live N o velle-F orfatter ved at læ re h am at skæ rpe sin Iagt
tagelsesevne, m en de ere saa h im m elv id t fo rsk jellige fra dem ,
som h an skrev, o gM e bevæ ge sig i T id er, der ligge fjæ rnt fra
han s n o rd isk e F o rtæ llin gers, thi de engelske spille alle i F o r
fatterens Sam tid , de ere H verd ag sh isto rier; S u hm m aatte selv
skabe, selv digte, m edens dog Saxos F o rtæ llin g eller en gamm el
Saga g av h am de store Om rid s til Sujetterne.
Su hm naaede
ik k e at give sine F o rtæ llin ger den klare, afru ndede F o rm , som
Sagaerne u dm æ rke sig ved, m en k a n m an se bort fra den
endn u ik k e u d vik led e S k ik k else, i h v ilk e n h an h ar ik læ d t dem ,
saa vil m an ik k e h a ve van sk e lig t ved at indrømm e, at han
har væ ret h eld ig i sin K araktertegn in g.
B eskrivelsern e ere
fortalte i en rask, livlig Stil, Sproget er godt.
E n d n u m aa
næ vn es, at om end F o rtæ llin gern e ik k e ere skrevn e m ed b e
stem te T en d en tser, saa h a r Su hm dog givet dem en ethisk
F arve.
M an v il gjenfind e i dem m ange Y trin ger, som m inde
om , h v ad h a n h ar sagt i andre a f sine Skrifter, f. E x. i »Eu-
phron,« og som altid gaa ud paa, at stille det H um an e for
Ø je; m an v il træffe p aa Y trin ger
0111 at vogte sig for H ofmænd,
som beh ersk es a f H yk leri, H ad og M isu n d e lse ; p aa ^ tringer
0111 D an ske og N o rskes gjensidige B rodersind , p aa en \ tring
som denne, u d talt a f en N o rm a n d : »eet Sprog, een H erkom st,
een T ro fo rbin d e m ig til at anse S ven ske og D an ske for eel
Folk.«
Johannes Ewald
forsøgte paa at skrive en n o rd isk F o rtæ l
ling, m en »Frode. E n Fortæ lling« fuldførte h an ikke.
Det ci
form odet, at det v a r i A aret 17 7 1, at h an beskjæ ltiged e sig
m ed dette A rbejde, altsaa paa samm e l i d da Su hm s k ie i
»Sigrid,« og at det v ar det a f »Selskabet til de skjø n n e V id en