182 / 610
Nordiske Fortællinger.
1 6 5
I T id ssk rifte t »M inerva« sk riv er
Christen Pram
1789 i sin
A fh a n d lin g : »Om de skjø n n e V id en sk a b ers F o rfrem m else og
det dertil oprettede S e ls k a b 6:« »I næ ste A a r 1772 k om M ester
styk ket, der ej v a r tilsk a are t efter noget laan t Snit, m en noget
gan ske n y t og ald eles væ rd igt den bedste T id sald e rs ypperste
Geni, den over al Ros oph øjede Sigrid, h vis fo rtryllen d e F o r
fatter h a r til sin og den d an ske L iteratu rs fu ld k om n este Hæ der
siden o verg aaet sig selv i m an ge A rb ejd er i dette a f ham selv
skabte Slags.
D et er ik k e den m on o to n isk e i sin præ gtige
D esh ab illé fo rk n eb n e og dog gratiefuld e M arm ontel, ik k e den
sm udsige, m en u n d erh o ld en d e B o ccaz, ik k e engang den lu n e
fulde, ordentlige, evig m orende G ervantes, eller den endnu
vittigere V oltaire, i deres F o rtæ llin ger, m en al deres G ratie og
for en D el deres L u n e m ed en m er end xen o p h o n tisk Y n d e
og L æ rerig h ed sam let i han s a f san d N atio n alaan d opfyldte
Sprog.«
P aa en lignend e M aade taler
Rahbek
17 9 9 7 om »den
eneste S ig rid , dette v o r D igteku n sts originaleste M estervæ rk,
der ligesaalid et h a r h a v t sit M ønster, som fun det sin Mage.
O g disse Sigrids dejlige Søstre, ik k e ens, og dog alle lige a f
A asyn , som S ø d sken d e egner, der som N ym p lier om give h in
skjø n n e G udinde og vige i S k jø n h ed for hende, m en for hende
alene.«
I en M indetale over Su hm , som b lev try k t i »Minerva,«
Juli-H eftet for 1799, læ ser m an F ø lg e n d e 8: »Jeg beder D em ,
ædle M e d b o rg e re ! at k ald e tilb age i E rin d rin gen den O pm æ rk
som hed, h vo rm ed S igrid b le v m odtaget, da den k om for Lyset.
Saad an t N oget h a vd e m an ik k e tilforn seet i vo rt Sprog. Man
læste, læ ste m ed H en rykk else, læ ste atter.
M an gjæ ttede, h vo
k an dog den væ re, som h a r P enselen saaled es i sin Magt?
som fo rm a ar at frem stille et saa held igt M aleri, lu ld t a f San d
hed og Y n d e , saa at Ø jet h vile r derpaa ud en at mæ ttes? Man
lagde M æ rke til, at F o rtæ llin gen v a r taget a f den gam le H i
storie, og D igteren h avd e forstaaet ald eles at sætte sig hen i
den T id sald er, da T ild ragelsen g ik for sig.
Sæder, S k ik k e,
T æ n k em a a d e , A lt h avd e fu ld k om m en rigtig sin T id sald ers
Præg.
M an in d saa, at D igteren m aatte væ re stæ rk bevandret
i den gam le H istorie, og m an k om om sid er efter, at D igteren .
var Su hm .
K u n faae fo rm odede saadant.
A lle vidste, at han
v ar den gru n d læ rd e, store H isto riker; m en m an troede, at han
h avde n u ligesom begravet sig i h istoriske U ndersøgelser;