252 / 610
2 3 4
Peter Frederik Suhm.
lighed var ogsaa den Hjælper underkastet, som saa opoffrende
traadte til, for at fremme Arbejderne. Men hvad det Pekuniære
angik, der stod Suhm uden at være bundet til andet, end
hvad han selv tyktes at være rigtigt og hvad han havde Lyst
til, og her skaanede han sig ikke. Suhm er derfor kommet
til at fylde saa smukt ud i de Decennier, da der endelig blev
taget fat med Kraft paa at bringe Islands gamle Literatur frem
for Verden paa en værdig Maade. Det blev ogsaa 1786 sagt
offentlig af
Jon Erichsen,
i hans Biografi af Thormod Torvesen54,
at Suhm i denne Henseende havde gjort sig fortjent: »Hr.
Kammerherre Suhm vedligeholdt fremfor alle Private Smagen
for denne Del af vor [o. den islandske] Literatur, indtil denne
Dag, da den ved hans mageløse Opmuntringer til de Studerende
blomstrer saaledes hos os, som den aldrig før har gjort.« Det
lyder maaske noget stærkt, men det er dog kun den rene
Sandhed, at den Arna-Magnæanske Stiftelse ikke tilfulde den
gang havde kunnet udrette, hvad den udrettede, uden at have
en Mand som Suhm til Medhjælper, og da han ikke var mere,
saa fik Stiftelsen 1811 Hjælp til dets videnskabelige Arbejder
hos Landets Konge, der allerede 1774 pekuniært støttede Kom
missionens første Skriver (o. Sekretær).
Forinden dette Æmne, Suhms Forhold til den islandske
Literatur, forlades, er der to Notitser at tilføje. Den ene er
følgende Bemærkning af Suhm om de latinske Oversættelser,
som ere føjede til de forskjellige Udgaver: »Dette maa jeg en
gang for alle sige om de latinske Versioner, at da saavel jeg
som Kommissionen lade dem besørge saa bogstavelige som
muligt, saa kunne de just derved vel meget tjene Fremmede
til at lære det Islandske Sprog, men ingenlunde oplyse dem,
der alene standses ved dem, i bemeldte Sprogs Bigdom, Fynd,
Korthed, Naturlighed, udi hvilke Ting det langt overgaar vore
nu levende danske og svenske Sprog, og som for Sprogenes
Adskilliglieds Skyld bliver saa vanskelig at overføre, endog i
det latinske Sprog selv, naar man allermest beflittede sig paa
at skrive godt Latin. Men hvor meget jeg end ophøjer det
islandske Sprog, saa maa jeg dog ogsaa paa den anden Side
tilstaa, at dét i Blødhed, let Udtale og en vis jævn Flydenhed
viger for vore nyere nordiske Sprog.«
Den anden Notits giver Oplysning om, hvor mange Exem-
plarer af disse Udgaver der ved Suhms Død vare usolgte.