377 / 610
Indenlandsk Korrespondance.
3 5 9
han har hengivet sig til. Smukt er det at lære at kjende
Rothes store Interesse for Bondens Frihed som den kommer
til Orde i disse Breve til Suhm. Hvor det havde været inter
essant at kunne læse Breve fra Suhm til Tyge Rothe! De
vilde vist have kunnet give mange Sammenligningspunkter
imellem disse to Mænd, der paa een Gang vare saa forskjellige
og dog stemmede saa godt sammen.
Flere af Brevene fra Riegels og Rothe ere trykte i Til
læget.
Biskop
Rottbøll
i Viborg skriver den 9. Januar 1772 et
Brev til Suhm, hvilket begynder saaledes:
Skjøndt det ikke mere skal være Mode at ønske sine Patroner
og Yenner et glædeligt Nyeaar, finder jeg mig dog forbunden at
gjøre en Undtagelse i Henseende til Deres Velbaarnhed og dydige
Frue, og at bede Himmelen bevare Dem i Sundhed og bestandig
Velgaaende, et Liv, der baade er det Almindelige og mange Be-
kjendtere i Særdeleshed gavnligt. De leve, for fremdeles at ud
brede Videnskab, Fromhed og Menneskekjærlighed i en vidtløftig
Cirkel. De leve, fuldkommeligen at danne en Søn, der skal for
plante Deres Tænkemaade og Dyder til Efterslægten. Intet skal
iblandt Mange være mit ringe Hus kjærere end at Himlen vil
høre disse Ønsker, saa vist Hjerterne mere end en forfængelig
Sædvane deri har Del.
Derefter følger Svar paa et Brev fra Suhm, der maa have
spurgt om, hvorledes Biskopen og hans Frue syntes om at
bo i Viborg, thi Rottbøll oplyser, at Fruen kjeder sig, da der
kun er liden Omgang for hende, og at de let kunne komme
til at leve som i en Ørk, hvis man ikke faar Noget at høre
imellem fra Kjøbenhavn — »indtil man endelig bliver vant
til at finde sig deri.« Saa fortsættes der:
Nu til min Herre selv. Her gjør man Dem til Kantsler for
et Akademi i Drammen og Gunnerus til Procancellarius. Da jeg
nu Intet har at sige paa Valget, ønskede jeg ikkun at vide til
ligemed det kjøbenhavnske Universitets Skjæbne, om det var sandt,
at jeg ret af Hjertet kunde lykønske baade Deres Velbaarenhed og
det norske Akademi. Man taler og her om, at Gejstligheden skal
miste sin Tiende mod 24 Sk. pr. Tønde Hartkorn, og jeg skjælver
Ved at høre det; thi saa maatte de Fleste her i Stiftet løbe fra