524 / 610
Slutning.
5 0 3
Nyerup har givet en Résumé af sin Opfattelse af Suhm,
og han skriver da Følgende62:
»Hvor meget man end, baade inden- og udenlands, haade
ved Hoffet og i Publikum, har lagt for Dagen, at man skjøn-
nede paa hvad Danmark ejede i Suhm, saa vil det dog nu
mere vise sig efter hans Død. Den seneste Efterslægt vil prise
hans Idrætter, velsigne hans Minde, og fryde sig ved alt det
Gode, som er en Følge af, at han har været iblandt os. Thi
naar vi og vore Efterkommere see, at Videnskaber gjøre alt
flere Erobringer, at Kundskaber udbredes og Oplysning gaar
flux frem og skinner i hver en mørk Vraa; naar Skrivefrihed
og Publicitet stadfæste deres Throne paa orthodox-liierarkisk
og kollegial-aristokratisk Vældes Ruiner, naar vi see en bræn
dende Tørst efter udbredte Indsigter og grundig Lærdom for
bunden med beskeden Erkjendelse af Andres Fortjenester, for
nuftige Religionsbegreb, forbundne med Tolerance og Lempe
mod dem, der endnu hænge ved Overtro og Præstetant, lyse
Frihedsideer forbundne med villig Underkastelse under enhver
Regjeringens Foranstaltning, Opløftelse over Standsfordomme
hos den Adelige, Rlidhed og Relevenhed hos den, som Aar ud
og ind, Nat og Dag ruger over sine Bøger og Papirer, God
dædighed og Rundhed hos den Velhavende — saa er dette Alt
en Virkning af Suhms Exempel og Suhms Relærelse.«
Den beskedne Suhm vilde utvivlsomt have protesteret imod
denne panegyriske Tale. Er blot lidt af den sand, saa har
Suhm spillet en langt større Rolle, end man vist ofte har
været tilbøjelig til at forestille sig.
Gjennem hans »Historie af Danmark« vil Eftertiden er
indre Suhms Navn; det vil være knyttet til hans Fædrelands,
og en skjønnere Maade at blive mindet paa kan man ikke
ønske sig. Skulde man søge efter det, som blev det Centrale
i Suhms Liv, saa maatte man sikkert sige, at det var Fædre
landskærlighed, Kjærlighed til Danmark (og Norge), dets Folk,
dets Sprog, dets Historie, dets Literatur, dets Konge. Dan
marks Lykke, Folkets Velfærd og dets Oplysning laa ham paa
Hjærte, al hans Tanke, alt hvad han skrev, havde det til Maal.
Havde han havt Magt dertil, saa havde han stræbt efter at
give Folket større Frihed end det havde under den bestaaende
Regjeringsform. Men skete der Noget fra Regjeringens Side,
der førte gode Reformer med sig, saa var Suhm rede til i