520 / 610
Historikeren Suhm.
499
kumenter, Aktstykker af mange Slags, og Krøniker til deres
Raadighed, at den yngre Thomas Bartholin afskrev mang
foldige saadanne Kilder, som han vilde bruge til de historiske
Værker, hvilke han paa Grund af sin tidlige Død ikke kom
til at skrive, at Arne Magnussen indsamlede Breve og Akt
stykker i Mængde, der skulde bruges til historiske Værker,
som han aldrig naaede at forfatte, og, for at tage dette med,
man vil finde, at Regjeringen gjentagne Gange gjorde sit til,
at der kunde tilvejebringes »testimonia,« paa Grundlag af
hvilke Landets, Landenes Historie kunde skrives. Da Gram
og Langebek tog Arbejdet op, kunde de kun fortsætte, hvad
man allerede herhjemme længe — men under ugunstige For
hold — havde sat i Gang. De kunde efterfølge Leibniz i at
tilvejebringe en Diplomsamling, med det Formaal at faa den
trykt, hvilket ikke lykkedes dem. Og de kunde, ligesom
Leibniz ved sine Scriptores-Samlinger gik i mange Forgængeres
Fodspor, saaledes gaa i hans Fodspor, for at der kunde ud
komme en Samling »Scriptores Rerum Danicarum.« Nok saa
rigtig som at sige, at de to danske Historikere fulgte Principer,
som Leibniz havde opstillet, kan det siges, at de fulgte Prin
ciper, som de havde lært ved at beskjæftige sig med den
ældre historiske Literatur, ved at følge de Tanker, som laa
til Grund for Bestræbelserne i det 16. og 17. Aarhundrede, tor
at faa Danmarks Historie paalideligt skreven, og at de saa
fulgte deres eget medfødte sunde og betænksomme historiske
Anlæg. Suhm blev disse to Mænds Arvetager, og hans »Historie
af Danmark« er skrevet med »testimonia« som Grundlag,
Fortidens historiske Værker, Krøniker, Annaler, og Dokumen
terne, Diplomerne, hvilke sidste i en væsentlig Grad har givet
hans Værk Betydning for den følgende Tids Historikere.
Hverken Gram eller Langebek indlod sig paa at skrive et
større historisk Værk handlende om en større Periode, hvilket
derimod Leibniz gjorde, uden at det dog blev forundt ham
selv at vise Verden, hvorledes han som Historieforsker og Hi
storieskriver benyttede »Vidnesbyrdene.« Thi hans Værk
»An
nales imperii occidentis Brunsvicenses,«
der gaar fra 768 lil
1005 *, blev først udgivet i det nittende Aarhundrede al
G. H.
*
Det var først Leibniz’s Plan, at føre sit Værk helt frem imod hans
egen Tidsalder, men han maatte gjentagne Gange rykke Grændsen tilbage.
Leibniz, som var født 1646, døde 1716.